'Det er lækre arbejdstider, og man behøves ikke være nyvasket eller dullet op inden arbejde'

'Det er lækre arbejdstider, og man behøves ikke være nyvasket eller dullet op inden arbejde'
Merete Dahl Pedersen. Privatfoto
| ABONNENT | 17. MAR 2021 • 06:37
| ABONNENT
17. MAR 2021 • 06:37

DAGENS NAVN: Merete Dahl Pedersen. En ting er sikkert: der er grise i min fremtid, siger den prisbelønnede elev fra Knudsker.

Du er snart færdig med landmandsuddannelsen. Hvilke tanker ligger der bag valget om at blive landmand, og hvilke mål har du for fremtiden?

– Interessen for landbruget kommer fra min far, han er vokset op på en lille gård i Aarsballe. Men det er jo længe siden, det var dengang man havde 20 køer og nogle høns, og det kunne man klare sig for. I folkeskolen valgte jeg at prøve landbruget af i min praktikuge. Derefter blev jeg meget hurtigt fanget af faget, dagene fløj jo afsted. Mit dilemma var, at jeg også ønskede mig en form for studentereksamen, og der er EUX en genial uddannelse, hvor man kombinerer en erhvervsuddannelse og en gymnasieuddannelse. Det tager godt fire år, men til sommer står jeg forhåbentlig med en hue på hovedet, en studentereksamen i den ene hånd og et svendebrev i den anden. Og er direkte klar til et voksenarbejde. Mine mål for fremtiden er lige nu på kort sigt at få mig et arbejde efter endt uddannelse, og så må fremtiden vise hvad, den har at byde på af udfordringer. En ting er sikkert: Der er grise i min fremtid.

Du har været elev hos Preben Bjerregaard på Koosgård. Hvordan er hverdagen hos en af Bornholms største svineproducenter, og hvad er dine yndlingsopgaver?

– Det er fedt at være elev på en stor besætning. Der er en masse kollegaer, man kan snakke med, og frokostpauserne er aldrig kedelige. Det har været ekstremt dejligt at være et sted, hvor der er plads og overskud til, at man kan få lov til at prøve de ting, man ønsker. Jeg har været rundt i alle staldafsnit. Der er struktur, men også variation i dagligdagen. Men det allerbedste må være arbejdsmiljøet: at man er glad, når man kommer på arbejde, og glad, mens man er på arbejde.

Hvad er det værste ved at arbejde i en svinestald?

– Hmmm, den er også svær. For hvad er ikke lækkert ved staldarbejdet? Det er lækre arbejdstider, 7-15, man behøves ikke være nyvasket eller dullet op inden arbejde, og man tager altid ren hjem, da der er bad efter arbejde. Man slipper for løbeturen efter arbejde, da dagens træning er arbejdet i sig selv.

Du blev i fornylig kåret som Årets Elev af Seges og de danske svineproducenter. Hvordan var den oplevelse, og hvad vil du bruge den flotte pris på 6.000 kroner til?

– Det var en fantastisk oplevelse. Jeg kan virkelig huske, hvor utrolig stolt jeg var af mig selv, sådan: "Hold da kæft, jeg kan fandme godt finde ud af noget"! Det er utroligt dejligt at få anerkendelse for noget, man selv virkelig brænder for at lave. Pengeprisen er gået til en ny telefon. Den gamle var meget slidt, og det er jo noget bøvl, når man skal høre P4 Bornholm hver morgen fra 7-10 i hørebøfferne, mens man tjekker grisene.

Hvad er efter din mening det vigtigste aspekt af dyrevelfærd i en svinebedrift?

– At grisen har det godt. Og det kan du se, når du arbejder med dyrene. Det er for eksempel vigtigt ikke at stresse dyret ved en eventuelle flytning. Dog er det også bare skide meget federe at arbejde med sunde og raske dyr. Når grisene har det skidt, har vi det også skidt. Det er aldrig sjovt, når en so bliver syg. Det er vigtigt, at vi kigger op fra staldgulvet og kontrollerer vores grise og deres adfærd hver dag.

Hvad er den mest udbredte misforståelse om svineproduktion efter din opfattelse?

– Den allerstørste misforståelse er simpelthen, når folk tror, at vi ikke vil dyrene det bedste. Vi landmænd er jo både dyremishandlere og klimaidioter. Man bliver en smule træt!

Og så lige verdens dummeste spørgsmål: Er der forskel på pigers/kvinders og drenge/mænds tilgang til dyr?

– Både ja og nej. Helt basic er der jo en lille myforskel på kønnene rent genetisk. Men ja, kvinder kan godt arbejde med de store dyr, det er ofte mere teknik end muskler. Og mænd kan godt arbejde med de små dyr. Mest af alt handler det om teknik og respekt for dyret.

 


Merete Dahl Pedersen

Alder: 20 år.

Civilstand: I sommer var jeg så heldig at få mig en kæreste, som også er landmand.

Fritidsinteresser: Ens fritidsaktiviteter har taget en drejning. Før corona var der jo fester. og man kunne gå i byen. Nu går fritiden med at strikke, indtil fingrene falder af.

Bopæl: Osted. Født og opvokset i Knudsker.