'Der er mange, der siger, at pop er et fyfy-ord, men jeg elsker det altså'

 'Der er mange, der siger, at pop er et fyfy-ord, men jeg elsker det altså'
Jonathan Petersen lærte som 15-årig lærte sig selv at spille på guitar. Nu vil han gøre musik til sin levevej. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 3. JUN 2021 • 06:47
Sofie Møller
Journalist
| ABONNENT
3. JUN 2021 • 06:47

DAGENS NAVN: Jonathan Petersen var med til at stifte det bornholmske upcoming pop/rock-band SVNLS (udtales "søvnløs") tilbage i 2019. Som 15-årig lærte han sig selv at spille på guitar. Nu vil han gøre musik til sin levevej.

Hvor længe har du spillet musik?

Jeg startede forholdsvist sent i forhold til mange andre. Jeg startede, da jeg var 15 år. Det var her, jeg synes, det begyndte at blive spændende. Så jeg sagde til min mor, at jeg godt kunne tænke mig en guitar, fordi jeg gerne ville lære at spille. Så købte hun sådan en gammel guitar af en, der solgte den billigt på Facebook for 500 kroner eller sådan noget. Og så lærte jeg mig selv at spille, indtil jeg startede i 10. klasse, hvor jeg begyndte at få fik rigtig undervisning.

Så i starten lærte du dig selv at spille. Hvordan det?

Det gjorde jeg blandt andet ved at se en masse youtube-videoer. Så sad jeg der og søgte på, hvordan man spiller Nothing Else Matters med Metallica, og senere begyndte jeg at lytte til John Mayer, og så var det ligesom de videoer, der trak i mig.

Er det noget med, at John Mayer er en af dine store inspirationskilder?

Det er han helt klart, men jeg lytter til meget forskelligt musik. Alt op gennem 70’erne og 80’erne. Jeg elsker især 80’er pop. Jeg lytter også til Ed Sheeran. Ja, altså jeg er jo nok lidt af en pop-dreng, må jeg indrømme. Der er mange, der siger, at pop er et fyfy-ord, men jeg elsker det altså. Når vi er ude at køre, hører vi også nogle gange Taylor Swift og den slags kunstnere.

Hvad er det fede ved at spille musik og være med i et band?

Når man spiller sammen og laver musik sammen, så er der bare noget. Jeg kan faktisk næsten ikke beskrive det. Man bliver sådan helt glad indeni, det kan noget helt specielt. Og så har vi bare sådan et godt sammenhold i bandet, det er ret fedt.

Hvad er den store musikalske drøm?

Det er at spille på de største scener. Jeg gad godt synge en ordentlig pop-ballade på Royal Arena eller Orange Scene. Det ville jeg ikke have noget imod.

Lige nu holder du sabbatår. Ved du, hvad der skal ske, når du ikke skal holde det mere?

Ikke rigtig. Jeg har aftalt med vores bassist, Frej Frahm, at vi flytter til Aarhus engang til efteråret, og så tænker jeg, vi skal ud at spille på nogle cafeer, barer og spillesteder. Vi skal ud at spille en masse, så vi får noget mere erfaring.

Hvorfor lige Aarhus?

Frej har solgt det rigtig godt til mig. Han siger, det er en fed by med en god musikscene. Og jeg har kun hørt godt om Aarhus, så det skal prøves af.

Har du gjort dig nogle overvejelser om uddannelse?

Jeg har tænkt lidt på MGK (Musikalsk Grundkursus) eller konservatoriet, men der går nok lidt tid, inden jeg får besluttet mig for, hvad det præcis er, jeg gerne vil. Det er lidt svært, når man sådan bliver kastet ud i den rigtige verden og ikke bare kan gå trygt i skole hver dag. Så skal man pludselig tage nogle beslutninger.

 


Jonathan Petersen

er 20 år gammel (lidt endnu). I juli han fylder 21.

Han er student fra Campus Bornholm.

Bor lige nu i Aakirkeby, men er opvokset i Rønne.

Når han ikke spiller musik, arbejder han på Bakkarøgeriet, der ligger lidt udenfor Pedersker i Østre Sømarken.