'Der er ikke noget hokus pokus i det - man kan sammenligne det med sollys til planter'

'Der er ikke noget hokus pokus i det - man kan sammenligne det med sollys til planter'
Bjarne Asbahr er flyttet tilbage til Bornholm og har åbnet egen praksis med laserterapi i Nexø. Foto: Jacob Jepsen
DAGENS NAVN | NEXØ | ABONNENT | 8. SEP 2021 • 05:30
Af:
Elisabeth Krogh
DAGENS NAVN | NEXØ | ABONNENT
8. SEP 2021 • 05:30

Corona-nedlukningerne i 2020 og 2021 førte til mange dage i sommerhuset på Bornholm, og det fik i sidste ende Bjarne Asbahr til at flytte både privatliv og sin virksomhed med laserterapi permanent til Bornholm.

Du er flyttet til Bornholm og har åbnet klinik her. Hvorfor er det lige her, du har slået dig ned?

– Jeg er bornholmer, og vi har sommerhus på øen. Jeg havde klinik i Frederikssund, og da klinikken jo under både første og anden coronanedlukning blev tvangslukket, valgte min kone og jeg at bo i vores sommerhus i Snogebæk under nedlukningerne. Min kone har kunnet arbejde hjemmefra. Vi fik ideen til at flytte permanent hertil under den anden lange nedlukning og satte vores hus i Frederikssund til salg.

Hvorfor blev det lige i Nexø, at du åbnede klinik?

– Jeg søgte lokaler herovre, og fandt muligheden for at åbne på Møbelfabrikken i Nexø.

Hvordan er det så gået?

– Det er gået over al forventning. Jeg lukkede min klinik i Frederikssund den 28. april og åbnede her den 3. maj, og allerede nu må jeg udvide til større lokaler her på Møbelfabrikken, hvor jeg så får to behandlingslokaler.

Hvad går laserterapi ud på?

– Jeg kan behandle eksempelvis fibersprængninger, forstuvninger, hold i ryggen, sårheling, leddegigt og slidgigt med laserterapi. Laserlys giver helt ned i celleniveau brændstof til cellerne til at hele hurtigere op, end kroppen selv er i stand til. Der er ikke noget hokus pokus i det. Man kan sammenligne det med sollys til planter.

Hvad er din baggrund for at give behandlinger med laser?

– Jeg er eksamineret helse- og sportsmassør.

Du etablerede din klinik i 2019, hvad har du lavet før det?

– Jeg har arbejdet mange år i medicinalindustrien. I Novo Nordisk i næsten 17 år, hvor jeg var operatør på fremstilling af insulinsprøjter og blødermedicin og har også tidligere arbejdet i Coloplast.

Hvorfor skiftede du arbejds-spor til at blive selvstændig?

– Afdelingen, hvor jeg var ansat, flyttede 180 km væk. Jeg skiftede så til et andet firma, men fik en frossen skulder. Via venner blev jeg opmærksom på muligheden for laserterapi og fik selv behandlinger. En frossen skulder er inflammation i skulderkapslen. Da jeg altid har haft meget med sport at gøre, og har et stort netværk indenfor den verden, så jeg store muligheder i laserterapi - blandt andet i forhold til sportskader, og jeg tog en uddannelse som sportsmassør for at kunne arbejde med laserterapi.

Hvorlænge siden er det, at du flyttede fra øen?

– Jeg flyttede væk i 1998.

Hvordan har det været at vende tilbage og bosætte sig?

– Jeg er meget glad for at være tilbage. Vi er blevet taget godt imod, og jeg har genoptaget mit gamle netværk og spiller for eksempel seniorfodbold i Nexø. Min kone kan beholde sit arbejde hos Rockwool ved dels at pendle, dels have hjemmearbejdsdage.

Hvad bruger du gerne fritiden på?

– Jeg elsker naturen. Cykler, når jeg har tid, og løber også gerne, og er startet med lidt veteranforbold, men har meget travlt lige nu med virksomheden.

 

Bjarne Asbahr

56 år

Bor i Snogebæk

Indehaver af Bjarnes Laserterapi, oprindeligt Frederikssund Laserterapi, som han startede i 2019.