25 år hos Jensen: Carsten har været heldig at undgå nedskæringer

25 år hos Jensen: Carsten har været heldig at undgå nedskæringer
Carsten Hjorth Hansen er født og opvokset på Bornholm, og bortset fra fire måneder hos et københavnsk entreprenørfirma har han også brugt hele sit arbejdsliv på fødeøen - hvoraf de fleste af årene hos Jensen. Privatfoto
NYHED | ABONNENT | 23. SEP 2022 • 05:30
Jesper Gynther
Journalist
NYHED | ABONNENT
23. SEP 2022 • 05:30

Jensen har flere gange måttet fyre medarbejdere, når der har været nedgang i verdensøkonomien, men fyringsrunderne har aldrig ramt smeden Carsten Hjorth Hansen. Det må gerne fortsætte, for han sigter efter at blive hos den bornholmske virksomhed, indtil han går på pension.

57-årige Carsten Hjorth Hansen har været ansat hos Jensen siden 22. september 1997. Derfor kunne han torsdag runde et skarpt hjørne, da han nu har været på lønningslisten i 25 år. I den tid har han prøvet lidt af hvert med både aftenarbejde og udlandsrejser til hele verden.

Det hele begyndte, da Carsten Hjorth Hansen en sommerdag bestemte sig for, at han gerne ville finde et job, som foregik mere indenfor. Han havde nemlig i fire måneder arbejdet på store udendørs konstruktioner for det københavnske entreprenørfirma Monberg & Thorsen A/S, og det var ikke lige ham. Han ville hellere tilbage og arbejde på et værksted, ligesom han havde gjort i 14 år for TN Maskinværksted, hvor han også blev udlært som smed.

Det blev dog denne gang Jensen, som han søgte job hos, for han havde hørt godt om stedet fra en af firmaets værkførere.

– Og så ringede han (værkføreren, red.) faktisk til mig i september 1997, og så startede jeg som smed hos Jensen på eftermiddagshold, fortæller Carsten Hjorth Hansen, som dog havde svært ved at vænne sig til de skæve arbejdstider. Mandag til onsdag arbejdede han fra 14.30 til 1.00 og om torsdagen fra 14.30 til 20.00.

– Da jeg kom hjem fra arbejde, kunne jeg ikke lige falde til ro med det samme, så den blev først to om natten, før jeg var i seng. Og fordi jeg er A-menneske, er jeg allerede frisk og oppe klokken seks - men ikke når man når torsdagen, erkender han og fortæller, at han derfor var meget glad for at få lov til at skifte til dagholdet efter de første syv-otte måneders ansættelse.

Arbejdsrejser til hele verden

Efter syv år på dagholdet, hvor han undervejs tog svejsecertifikater, blev Carsten Hjorth Hansen spurgt, om han havde lyst til at få en ny udfordring hos Jensen.

I stedet for at være med til at stå for produktionen skulle han i stedet arbejde i serviceafdelingen, og her lød opgaven, at han skulle tage ud til kunder i hele verden og hjælpe dem med enten at montere maskiner fra Jensen eller reparere dem.

– Jeg har været i det meste af Europa, og så har jeg været i USA omkring 20 gange, fortæller Carsten Hjorth Hansen, som også har været på arbejdsrejse til Canada, Australien, Sydkorea, Indonesien, Sri Lanka, Kina, Rusland, Singapore og på den lille ø, Réunion, i det indiske ocean.

Jeg lå på et sted mellem 30 og 36 rejser om året,
og mange af rejserne var forlængede weekender.
Men jeg blev mæt af det

– Jeg lå på et sted mellem 30 og 36 rejser om året, og mange af rejserne var forlængede weekender. Men jeg blev mæt af det, siger Carsten Hjorth Hansen, som hjemme på Bornholm havde sin datter og daværende kone.

Han stoppede derfor i serviceafdelingen efter seks år, men han hjælper dog fortsat til, hvis afdelingen er presset.

– For det er jo stadigvæk sjovt at komme ud i verden bare en gang i mellem, siger han.

Undgået fyringsrunder

De seneste 12 år har han primært lavet reservedele, der er ordrebestemt, og det har også været meget spændende.

– Der er ikke to dage, der er ens, hvorimod i produktionen er det meget ens hele tiden. Det har passet mig fint at have det og blive udfordret på forskellige måder, når der er kommet specielle ordrer, siger han.

Den alsidige arbejdsdag er da også en af årsagerne til, at han er blevet i virksomheden i så mange år.

– Jeg har altid været vant til reparationer, før jeg startede hos Jensen. Og det meste, jeg har lavet på Jensen, har været mere eller mindre specialopgaver. Og da jeg var i service har jeg også rejst meget selvstændigt, og det har jeg godt kunnet lide, siger han.

Han er samtidig meget taknemmelig for, at han har fået lov til at blive hos virksomheden i så mange år, for det er ikke alle forundt. Jensen er ikke bleg for at lave en fyringsrunde, hvis der er behov for det, men de har aldrig ramt jubilaren.

– På en eller anden måde har jeg været heldig at undgå nedskæringer. Men jeg var også lidt fredet, da jeg var i service, fordi det er ikke alle, man kan sætte til at rejse, og nu har jeg arbejdet i mange år med reservedele, som også kræver en speciel viden.

– Men der er selvfølgelig aldrig nogen, der er sikret, konstaterer han.

Du har ikke lyst til at prøve noget andet, inden dit arbejdsliv er slut?

– Nej, det har jeg ingen planer om. Jeg har 10 år tilbage, og dem vil jeg gerne bruge her, siger han.