Bornholmsk sønderjyde sælger brugskunst

Bornholmsk sønderjyde sælger brugskunst
Berit Boss. Foto: Jacob Jepsen
DAGENS NAVN | ABONNENT | 27. SEP 2022 • 05:30
Mette Holm
Journalist
DAGENS NAVN | ABONNENT
27. SEP 2022 • 05:30

Berit Boss har skiftet arbejdet i cykelforretningen Boss Cykler på Balka ud med en gårdbutik på Lille Krusegård. Hun nyder at byde kunderne indenfor i laden med brugskunst og føler sig privilegeret, når hun går over gårdspladsen for at komme på arbejde. Stedet har åbent seks dage om ugen, og kunderne er velkomne i haven og på terrassen.

 

Hvor længe har Lille Krusegård haft en gårdbutik?

– Det har den haft i snart fire år. Vi startede i november 2018, og det var et forsøg, fordi jeg syntes, vi manglede en julebutik på Bornholm, som også havde noget brugskunst. Og så var jeg meget inspireret af det firma, som hedder Ib Lauersen, som mange kender, og så fik jeg mulighed for at se nogle kataloger igennem noget familie og blev bare tændt. På det tidspunkt lå det også lidt i kortene, at vores datter og svigersøn skulle overtage Boss Cykler, og jeg havde bare så meget lyst til det her.

Lille Krusegård er også jeres hjem. Er det ikke lidt specielt at arbejde "hjemme"?

– Vi synes bare, at her er så fantastisk, at vi gerne vil dele det med andre. Jeg elsker at være her. Vi har boet her i 12 år, og engang sagde jeg, at en god dag for mig, det er en dag, hvor jeg står op på Lille Krusegård, går i seng på Lille Krusegård og slet ikke har været væk herfra.

Og det siger du også nu, hvor du har fået butik?

– Det siger jeg stadig. Jeg er topprivilegeret. Jeg går lige hen over gårdspladsen og arbejder med det, jeg brænder for.

Har brugskunst altid interesseret dig?. Der er jo et spring fra cykler og det her.

– Det er der. Det har måske ikke altid interesseret mig, men mor har været meget kreativ, så det med blomsterbinding har faktisk interesseret mig. Noget er selvlært, men jeg har også været på forskellige kurser, mest for hyggens skyld. Jeg laver lidt dekorationer og sammenplantninger og juledekorationer, og kransene får jeg nogen til, for det har jeg ikke tid til. Vi har åbent alle dage på nær mandag, og jeg har haft meget travlt, fordi jeg indtil nu har været med til at lave regnskab for cykelforretningen.

Hvad har laden her været, inden den blev til en forretning?

– Der var grisestald, da vi kom. Den har vi renoveret, det er noget som Hasse har gået og hygget sig med om vinteren. Til at starte med var her cykellager, men da vi så fik hallen på Balka, og cyklerne kom derned, så blev der tomt, og da kom ideen til det her.

Hvordan var det så at starte?

– Når vi sidder og kigger på billeder fra det første år, hvor vi startede, så kunne det, vi havde indkøbt af varer, næsten være på et spisebord, så i forhold til nu er der sket noget.

Du er kommer fra Sønderjylland, men er blevet på Bornholm?

– Jeg kom til Bornholm i 1985 som ung pige i huset i Langeby og havde et helt fantastisk år der. Så mødte jeg Hasse, og han boede på det tidspunkt i Stenseby, men arbejdede i Nexø Cykelforretning, og når han skulle på arbejde, kørte han igennem Langeby. Han havde sådan en meget smart bil og så tænkte jeg, ham hapser jeg ...haha.

Du snakker bornholmsk?

– Ja, det gør jeg. Hvis der kommer en, der ikke snakker bornholmsk, så gør jeg det heller ikke. Men jeg var jo så ung, da jeg kom hertil.

Hvordan går det efter fire år?

– Det går fantastisk, og jeg kan høre rundt om på øen, at der er nogen, der har haft tilbagegang i år, men her har der været fremgang, så jeg skal ikke klage.

Hvordan er det at byde folk indenfor i ens hjem?

– Det har vi aldrig haft problemer med. Vi har altid elsket, når folk kom til os, og det gør vi stadig. I år har vi også åbnet til haven, og jeg tænkte da lidt på, hvordan det ville være, men det har været så fint, og folk sidder oppe på vores terrasse eller i haven. Vi vil gerne dele det hele, og der er altid kaffe og te på kanden, og det er gratis. Hvis man skal tage penge for det, så skal jeg have caféstatus, og det vil jeg slet ikke kunne klare tidsmæssigt.

 

 

Berit Boss

54 år

Bor i Nexø, Lille Krusegaard

Gift med Hasse Boss

Tidligere ejer af Boss Cykler ved Balka

Ejer af Livsstil og Brugskunst på Lille Krusegaard

To voksne børn på Bornholm og tre børnebørn