Du bliver student på onsdag, men din vej hertil har ikke været let og ligetil. Inden du startede på HF holdt du to års pause fra skolesystemet. Hvorfor?
– Jeg har kæmpet med enormt meget social angst og en slem depression, som startede i folkeskolen, hvor jeg blev mobbet rigtig meget. Det startede omkring syvende klasse, hvor jeg begyndte at skille mig ud fra de andre børn. Jeg er homoseksuel, og det vidste jeg godt på det tidspunkt. Jeg tror, det var det, der gjorde, at jeg blev mobbet. Oven i det er jeg transkønnet, så da jeg gik i folkeskole var jeg en pige, og det gav ikke mening i mit hoved, at jeg var født sådan. Hele folkeskolen handlede om at finde ud af min kønsidentitet og seksualitet, og det var rigtig svært. Jeg var anderledes, og jeg blev mindet om, at jeg ikke var ligesom dem. Men jeg klarede mig igennem og forsøgte at starte på HHX, men min depression og sociale angst tog så meget over, at jeg droppede ud efter tre måneder. Derefter låste jeg mig rimelig meget inde, prøvede bare at komme gennem dagene. Jeg begyndte at arbejde hos min far på kasernen for at tjene nogle penge, og der blev jeg skærmet for omverden. Det var dejligt for mig på daværende tidspunkt at være væk fra mennesker, men stadig var det også svært, fordi jeg netop kom længere og længere væk. Jeg havde sværere og sværere ved at komme tilbage til andre mennesker og til mine gamle venner.
I 2018 startede du på HF som enkeltfagskursist. Hvordan var det at vende tilbage til skolesystemet?
– Min psykolog havde anbefalet mig at prøve at tage bare ét fag på skolen, når jeg selv havde troen på det. Så jeg startede med matematik bare for at komme blandt andre mennesker. Og det var sindssyg svært, fordi jeg nærmest bare havde spærret mig inde i to år uden at se folk. Og det endte med, at jeg ikke gik til eksamen i matematik, fordi jeg havde så meget eksamensangst, så jeg måtte tage det om igen. Og da jeg startede på Campus Bornholm var jeg stadig en kvinde udadtil, hvilket ikke var det, jeg ønskede at blive set som. Jeg var stadig proppet med angst, for jeg blev ved med at synes, jeg var forkert og blev ved med at tænke, at folk tænkte alle mulige ting om mig. Men jeg tror ikke, folk rigtig tænkte over mig, for jeg var rimelig usynlig. Men mine tanker spillede en stor rolle det første år. Da jeg kom tilbage året efter var jeg i gang med at starte processen med at skulle skifte køn med hormoner. Der begyndte jeg at få det bedre psykisk.