25 år som sygeplejerske: Det er et rigtig godt job

Pernille West har været sygeplejerske i 25 år, og hun ærgrer sig over, at flere ikke vælger uddannelsen, for den giver rigtig mange muligheder, mener hun.

Hvorfor blev du sygeplejerske?

– Det var lidt tilfældigt. Jeg blev færdig med gymnasiet og vidste ikke rigtig hvad jeg skulle. Så jeg flagrede rundt og arbejdede hist og pist. Så kom de nye social og sundhedsassistent-uddannelser, og jeg tænkte at jeg måske skulle det. Så snakkede jeg med en studievejleder der sagde, at så kunne jeg jo lige så godt søge ind på sygeplejeskolen. Og det gjorde jeg så. Og da jeg først havde truffet beslutningen var jeg meget sikker på, at det da var det, jeg skulle.

Var det på Bornholm?

– Ja, det var det, men så fik jeg lidt kolde fødder, for i løbet af foråret flyttede alle omkring mig til København, og derfor søgte jeg ind på Hvidovre Hospital i stedet for.

Er sygeplejerske et kald eller et job?

– Det er nok et job. Men man skal have den der lyst til at ville gøre noget for andre, og dykke mere ned i hele det mennesklige, både det fysiske og psykiske. Så på den måde, har jeg altid tænkt at jeg skulle lavet noget med mennesker, selvom det måske lyder som en floskel. Men det med at gøre en forskel for nogle der har brug for mig, det var vigtigt for mig.

Fortsatte du på Hvidovre?

– Uddannelsen tog jeg lidt forskellige steder, og da jeg blev færdig, var jeg meget priviligeret, for på det tidspunkt kunne man få job alle steder. Der manglede virkelig mange sygeplejersker. Jeg startede på en medicinsk afdeling på Gentofte Hospital. Det var noget jeg manglede i min uddannelse. Efter et par år kunne jeg godt tænke mig at arbejde mere med kontaktsygeplejeforløbet, og jeg fik job på Rigshospitalet hos brystkirurgerne, hvor man følger patienterne lige fra de kommer ind, og får at vide de har brystkræft, til de bliver opereret og behandlet, og til de får den afsluttende samtale. Så man får hele turen med og fulgte de samme patienter. Der var jeg indtil vi flyttede til Bornholm.

Hvorfor tog du tilbage til Bornholm?

– Vi stiftede familie, og vi voksede ud af den lejlighed vi boede i. Min mand på det tidspunkt var skolelærer og jeg var sygeplejerske, og så er det da ingen hemmelighed, at man ikke lige køber en villa i Københavnsområdet for de lønninger man kan få i de jobs. Og vi havde altid snakket om, at vi skulle tilbage til Bornholm.

Og du blev specialiseret i kræftpatienter?

– På Riget havde jeg primært patienter, der havde kræft, og jeg tænkte, at det var en udfordring og et speciale jeg gerne ville arbejde med. Og så passede det med, at man på Bornholms Hospital var begyndt at tale meget om patientforløb, også for de patienter med brystkræft, som jeg tidligere havde arbejdet med på Riget. Så det lå lige til højrebenet, at vi lavede en samarbejdsaftale med kirurgerne derovre. Så fik vi nogle penge fra Sundhedsstyrelsen, hvor vi skulle arbejde mere med aftalerne, og der blev jeg så projektleder i nogle år. Det var ikke så elektroniske dengang. Der skete tit det med henvisninger, at man var i tvivl om de var modtaget i den anden ende, så det arbejdede vi en del med.

Du oplever meget som sygeplejerske - hvordan undgår du at tage det med hjem?

– Jeg ved ikke om det er en mekanisme man har i sig, men det er meget sjældent, at jeg tager noget med hjem. Det er ikke en bevidst handlig. Men vi snakker meget med hinanden herinde, og skulle det ske, at man møder op dagen efter og siger, at den og den historie forfulgte mig altså efter jeg gik hjem, så har den sikkert også berørt andre, og så tager vi en god snak om det.

Hvad er det værste du kan komme ud for?

– Det værste er, hvis man er i en situation, hvor man ikke føler man slår til, hvor man er magtesløs. Det kan være i en situation, hvor man står med patienter og pårørende der er meget ulykkelige. Og så når der er børn involveret, så er det altid ekstra hårdt.

Hvad er dit arbejde nu?

– Jeg er assisterende afdelingssygeplejerske i ambulatoriet. Og nu er sygeplejefaget ikke specielt populært, vi ser jo at vores sygeplejeskole er lidt presset, men egentlig synes jeg det er rigtig ærgerligt. Ja, der er noget med lønnen og med arbejdsforhold man skal kigge på, men når det er sagt, så har jeg aldrig fortrudt, at jeg blev sygeplejerske. Det er et fedt job. Man kan altid finde på noget andet senere, om man vil læse videre eller forske, så der er så mange muligheder. Jeg synes faktisk det er et rigtig godt job.

Er der en særlig oplevelse du husker tilbage på, noget som har gjort et særligt indtryk på dig?

– Jeg har ikke et isoleret tilfælde, men jeg har da nogle tilfælde jeg husker særlig godt. Der var en kvinde, der havde brystkræft, som på en eller anden måde kravlede ind under huden på mig. Jeg har også haft nogle patienter her på ambulatoriet, som jeg har lært rigtig godt at kende, og som jeg altid husker navnet på. Nogle kommer her jo i mange år, nogle har været er i over 10 år, og så får man et bånd til folk. Man kommer til at snakke med mange om meget personlige ting, og det gør også at man kommer tæt ind på livet af dem. For når folk får kræft, så bliver de ramt på alle mulige måder.

Hvad tænker du fremtiden skal bringe arbejdsmæssigt?

– Nu er jeg relativt ny leder, og det er helt klart, at jeg gerne vil tage en lederuddannelse. Det er rart at lave noget andet indenfor faget, selvom jeg savner patienterne.

Hvad laver du når du holder fri?

– Jeg sejler i min sejlbåd, og så kan jeg godt lide at dyrke sport. Jeg løber og spinner og har cyklet med Team Rynkeby i nogle år. Så jeg er meget aktiv. Og så har vi et hus, der ind imellem skal have en kærlig hånd.

Fakta

Pernille bor i Rønne med sin mand Torsten, der er datamatiker.

Hun har to piger, Ida på 19 og Clara på 23.