– Jeg har valgt at stille op, fordi den mentale sundhed i samfundet har ramt et kritisk niveau. I flere år har helbredet og psykiatrien været nedprioriteret, og derfor oplever vi i dag en markant stigning i mistrivsel, ensomhed, stress og angst, og det er netop her, jeg gerne vil være med til at gøre en forskel. Derfor arbejder jeg på, at vi i højere grad ser mennesket som en helhed og har et system, der hjælper os videre og dykker ned i den reelle årsag til problemet, så vi som mennesker kommer stærkere ud på den anden side. Hvis du i dag har brug for hjælp, er der ikke meget at hente – det er kortsigtede løsninger, der på den lange bane koster samfundet langt mere. Derfor ønsker jeg, at vi får et Danmark, hvor omsorg er mere end en pille.
Hvad får du ellers tiden til at gå med?
– Jeg har altid været glad for at løbe og har i flere år dyrket det på højt plan. Men det, der gjorde, at jeg fortsatte med at dukke op for at løbe, var det tilhørende fællesskab, den forening jeg var en del af. Foreningslivet er et sted, hvor rigtig mange finder venskaber og udfolder sig, indenfor det de elsker. Derfor gør det mig ondt, når vi i dag har et foreningsliv, der lider i hele landet. Den hårde nedlukning har gjort, at mange har meldt sig ud af det fællesskab, de tidligere var en del af. Jeg er overbevist om, at den stigende mistrivsel, vi ser blandt befolkningen, i høj grad hænger sammen med det faldende aktivitetsniveau blandt foreningerne, og derfor vil jeg særligt kæmpe for, at vi får foreningslivet tilbage på sporet.