Ønsker sig et varsel
Det er anden gang på tre måneder, forhøjet vandstand og vind fra nordøst giver problemer på Tejn Havn, og Klaus Rønne Jensen drømmer om et system, hvor DMI kan varsle kommunen, når vandet i Østersøen bliver så højt, at det kan give problemer.
– Det kan godt være, at DMI siger: "Det kommer aldrig til at ske, Klaus." Men vi kunne godt tænke os noget, for det er svært for os at følge med i. Man varsler ikke forhøjet vandstand ved Bornholm, det gør man kun i bælterne rundt omkring i Danmark, så det er en ønsketænkning fra beredskabets side, siger viceberedskabschefen.
Konkret tænker han på en varsling, når der både er forhøjet vandstand og blæst og dermed risiko for oversvømning.
– Det er ressourcetungt, hvis vi skal have en til at sidde og holde øje med vejrudsigten og prognoserne hele tiden, så det kunne være interessant, hvis man kunne lave et eller andet, siger Klaus Rønne Jensen.