Gaslækage ved Bornholm vil påvirke miljøet lokalt

NYHED | 27. SEP 2022 • 07:52
Af:
Ritzau
NYHED
27. SEP 2022 • 07:52

Der er endnu ikke fuldt overblik over de miljømæssige konsekvenser af lækagen i Nord Stream 2-ledningen.


Energistyrelsen er fortsat i gang med at vurdere, hvad de miljømæssige konsekvenser af lækagen i gasledningen Nord Stream 2 ud for Bornholm vil være.

Men i første omgang lyder vurderingen, at lækagen kun vil påvirke miljøet lokalt.

Det oplyser Energistyrelsen i en skriftlig udmelding til Ritzau tirsdag.

- På baggrund af miljøkonsekvensvurderingen for Nord Stream 2 er det Energistyrelsens umiddelbare vurdering, at gaslækagen alene vil påvirke miljøet lokalt, hvilket betyder, at det alene er området, hvor gasfanen i vandsøjlen befinder sig, som vil blive påvirket.

- Metangassen slipper derefter ud i atmosfæren og har en klimabelastende effekt. Energistyrelsen er i gang med at vurdere klimaeffekten fra lækagen, lyder det.

Mandag lød det fra Energistyrelsen, at der var opstået et læk på den ene af to Nord Stream 2-gasledninger i dansk område sydøst for Dueodde på Bornholm.

Nord Stream 2 løber fra Rusland til Tyskland.

Gasledningen var stort set klar til at blive taget i brug og var blevet fyldt med 300 millioner kubikmeter gas, da den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, kort før Ruslands invasion af Ukraine i februar meddelte, at man ville droppe brugen af den.

Mandag aften oplyste firmaet bag gasledningen, Nord Stream AG, at trykket også er faldet i gasrørledningen Nord Stream 1. Nord Stream 1 er den rørledning, der normalt transporterer gas fra Rusland til Tyskland.