Vores ører bliver snart forkælet: Et af landets største drengekor gæster Bornholm

Vores ører bliver snart forkælet: Et af landets største drengekor gæster Bornholm
Der er skønsang på vej til Bornholm. Haderslev Drengekor skal nemlig optræde i Østermarie Kirke, Nexø Kirke og Klemensker Kirke fra lørdag til tirsdag. Pressefoto
KORSANG | BORNHOLM | 11. OKT 2021 • 18:39
Jesper Gynther
Journalist
KORSANG | BORNHOLM
11. OKT 2021 • 18:39

Haderslev Drengekor gæster snart Bornholm. Koret skal synge i Østermarie Kirke, Nexø Kirke og Klemensker Kirke henholdsvis lørdag den 16. oktober, søndag den 17. oktober og tirsdag den 19. oktober.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Haderslev Drengekor er et af landets største drenge og -mandskor med sine 58 sangere i alderen ni år og opefter. Koret hører hjemme under Haderslev Domkirke og ledes af korets stifter, domorganist Henrik Skærbæk Jespersen.

Koret har gjort sig bemærket for et højt niveau og har sunget i mange europæiske lande, i USA, på Det Kgl. Teater og i alle Danmarks domkirker. De har flere gange indspillet cd’er og medvirket ved TV-transmitterede udsendelser.

Og så har de flere gange optrådt for det danske Kongehus. Blandt andet sang de for Hendes Majestæt Dronningen og Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen i forbindelse med officielt besøg i Haderslev - og som man siger: Hvis det er godt nok for Dronningen, så er det godt nok for os.