Holkahesten åbnede udstilling med mange mørke værker

Holkahesten åbnede udstilling med mange mørke værker
Michael Geertsen med sine værker, der stammer fra udstillingen "Geertsen vs. Hjorth", som blev udstillet på Hjorths Fabrik i 2021. Foto: Marie Hofman
NYHED | GUDHJEM | ABONNENT | 30. JUL 2022 • 18:25
NYHED | GUDHJEM | ABONNENT
30. JUL 2022 • 18:25

Lørdag kunne Holkahesten åbne dørene til den årlige sommerudstilling på Gudhjem Museum. Her åbnede man for fulde huse, hvor et nyt medlem samt en gæsteudstiller blev budt velkommen.

 

– Nu er I jo så mange, så det er måske svært at fornemme, men vi har forsøgt at skabe et rum, der lever lige så meget, som de enkelte værker gør for sig selv.

Sådan lød det i velkomsten fra Hanne Mailand til den bornholmske kunstsammenslutning Holkahestens årlige fernisering, der åbnede lørdag eftermidag på Gudhjem Museum.

En åbning, der blev markeret med fulde huse, hvor mange var mødt op for at opleve værker fra de 16 udstillende kunstnere.

Og her fremhævede Hanne Mailand, at man ved dette års fernisering kunne byde velkommen til keramiker Michael Geertsen som nyt medlem i Holkahesten samt til billedkunster Linnea Jensen, der var med som gæsteudstiller. De mangeartede værker havde i år kaldt på en ekstra tanke til at indrette udstillingsrummet, fortalte Hanne Mailand.

– Vi har mange mørke værker i år, så vi har haft en interesse i at skabe de kontraster, der opstår mellem det mørke og lyse i rummet.

Hanne Mailand byder velkommen til lørdagens åbning af Holkahestens faste sommerudstilling på Gudhjem Museum. Foto: Marie Hofman

Bornholm er centrum for kunsthåndværk

En del af de mørke værker repræsenterede nyankomne Michael Geertsen, der udstiller fire af sine keramikarbejder fra sidste års udstilling på Hjorths Fabrik "Geertsen vs. Hjorth". Keramikskulpturerne er udført i Hjorths signaturbrune glasur og bygger på viderefortolkninger af det traditionsrige keramikhus' gamle former.

– Jeg har brugt forme, som bare har ligget i mange år og samlet støv. Det er så endt i nogle formelle clash mellem noget hypermoderne og noget gammeldags, sagde Michael Geertsen, der har en lang international karriere bag sig.

Han er oprindelig uddannet fra Det Kongelige Akademis Designskole og har værker udstillet på en lang række prominente museer som Metropolitan Museum of Art og Museum of Arts and Design i New York samt The Victoria and Albert Museum i London. For fire år siden valgte han dog permanent at bosætte sig på Bornholm, hvor han i dag bor i Rønne.

– Efter mange år med internationale udstillinger var jeg egentlig blevet ret træt af det store og pompøse. Samtidig så jeg nogle nye strømninger, der pegede ind på at forankre sig lokalt. Og der må man bare erkende, at kunsthåndværkerscenen ligger på Bornholm i de her år, sagde Michael Geertsen.

På randen af en tid

Ved siden af Michael Geertsens keramik havde gæsteudstiller Linnea Jensen fået pladsen med sit maleri "Picnic i slutningen af en æra".

Og selvom maleriet er udformet i farver, var der her mørke nuancer at spore i en anden forstand. Maleren selv beskriver billedet som værende på randen af en tid.

– Det læses fra højre til venstre, hvor man først ser en hyggelig picnic og idyl, men samtidig også noget dystert mytologi i baggrunden. Dernæst hunde, der slås i en magtkamp, og kvinden i baggrunden, placeret under en lysning for at vise en form for håbefuldhed, forklarede Linnea Jensen, der fortalte, at hendes kunst tit er ladet med politiske kommentarer.

Maler Linnea Jensen foran sit værk "Picnic i Slutningen af en Æra". Foto: Marie Hofman

Linnea Jensen er en etableret kunstner, der har udstillet en lang række steder i både Danmark og Sverige. Hun er netop flyttet tilbage til Bornholm efter at have boet en årrække i Sverige. Hun er derfor også forhenværende medlem af kunstsammenslutningen Holkahesten og et kendt ansigt. Traditionen tro udstiller en gæsteudstiller året før de optages i kunstsammenslutningen, det kunne derfor meget vel være Linnea Jensen, der blev en del af Holkahesten næste år.

– I år er jeg med som gæst, og så må vi se, hvad der sker, sagde Linnea Jensen med et smil.

Udstillingen vises frem til 4. september.

 

Og der må man bare erkende, at kunsthåndværkerscenen ligger på Bornholm i de her år.

Michael Geertsen, keramiker