Udstilling: Ukendt land i Gudhjem

Udstilling: Ukendt land i Gudhjem
I noget, som forekommer blåt, findes utallige nuancer af lilla, orange og grønt, slår Helene Høm fast. Maleri fra "Ukendt land". Privat foto
NYHED | ABONNENT | 28. MAJ 2022 • 05:30
NYHED | ABONNENT
28. MAJ 2022 • 05:30

Undreværkets nye udstilling hedder "Ukendt land".


Den verden, vi kender, er i opløsning i billedkunstner Helene Høms sommerudstilling "Ukendt land", der åbner den 1. juni i Undreværket i Gudhjem.

Det oplyser en pressemeddelelse, som også fortæller, at udstillingen, der består af oliemalerier og mixed media på papir, samtidig er gennemstrålet af lys.

– Jeg har arbejdet med at lade landskaber og motiver gå i opløsning for øjnene af beskueren. På den måde håber jeg, at mine billeder giver mulighed for at betragte verden med nye øjne i en tid, hvor jeg tror, den egenskab er afgørende. Vi kan ikke vende tilbage til det, vi kendte før 24. februar, siger Helene Høm i pressemeddelelsen med reference til Ruslands indtog i Ukraine.

Hun fortsætter:

– Samtidig har lyset fundet vej ind i mit atelier og dermed ind i de værker, jeg viser i år. Så udstillingen er overraskende nok blevet fuld af håb. Jeg tror, vi har brug for en ny måde at være mennesker på og være verden på, og her kan kunsten forhåbentlig gå forud og formidle noget i os, der endnu ikke er manifesteret.

I "Ukendt land" omdanner Helene Høm de bornholmske landskaber til åndelige tilstande, fortæller meddelelsen videre. Et sted mellem realisme og mystik skildrer hun en verden i opbrud, hvor mennesket må reorientere sig radikalt.

Helene Høm er femte generation i en bornholmsk kunstnerfamilie. Privat foto

 

Femte generation

Helene Høm er femte generation i en bornholmsk kunstnerfamilie, som går tilbage til Hjorths Keramikfabrik og Bornholmermalerne. Naturen omkring Gudhjem og Melsted og det særlige bornholmske lys er helt centrale elementer, ligesom en koloristisk følsomhed er grundlæggende for hendes arbejde.

Hun har arbejdet som billedkunstner siden 2018 og er oprindeligt uddannet performer fra det norske statsakademi Akademi for Scenekunst i 2004 .

– I en tid, hvor vi nemt kommer til at se sort-hvidt” på tingene, bliver nuancer vigtige. At der i noget, som forekommer blåt, findes utallige nuancer af lilla, orange og grønt, er det samme som, at en holdning, en kultur eller et menneske aldrig er så enkelt, som det måske lige forekommer. Så jeg har forsøgt at male mig vej frem. Nuancerne er blevet en måde at kortlægge ukendt land på, og sådan opstod udstillingens titel, forklarer kunstneren.

Udstillingen er åben til den 25. september.