Ugen gik med gynger og karruseller – og 'en særlig turistmæssig operation'

DELUXE | ABONNENT | 14. MAJ 2022 • 15:30
DELUXE | ABONNENT
14. MAJ 2022 • 15:30

Brændesgårdshaven åbnede, den russiske ambassadør kiggede forbi, Express 1 blev solgt – hvad?! – og turisterne har fået et nyt tilbud.


En årlig og herlig sommerbebuder er åbningen af Brændesgårdshaven, og den fandt sted i søndags med hele pibetøjet af gynger og karruseller, motorcykelkortege, levende musik på scenen i form af The Heat-Makers, stort fremmøde af bornholmere – og det hele badet i solskin.

Juhu!

Så er der atter adgang til forlystelserne, og dermed er der ikke rigtig noget at være ked af, hvis man ellers forstår at blokere enhver tanke om verdens forfatning i øvrigt.

At placere en psykisk blokade af alverdens kalamiteter på størrelse med den mod Rusland foran hjernens lystcenter er vejen frem, men heller ikke lokalt er alt naturligvis fryd og gammen. Jens Borup fra Svaneke Bryghus og Restaurant Pakhuset gjorde eksempelvis i mandags i Tidende opmærksom på, at arbejdskraftsituationen på Bornholm er ret så fortvivlende.

Turistaktørerne har enorme problemer med at finde folk og kigger på den baggrund ud i verden, ikke mindst sydpå, for at sætte skub i tingene. Men lykkes det så endelig at finde arbejdskraft, melder næste problem sig, for hvor skal de bo?

– Risikoen, og det gælder for hele Bornholm, er, at hvis vi ikke får gjort noget ved det her, så er det ikke bare stagnation, så er det tilbagegang, sagde Borup.

Dermed kan der antydningsvist være tale om fremgang, når vi samme dag kunne oplyse, at Bornholms Boligselskab har søgt om tilladelse til at opføre op til 68 nye almene familieboliger på kommunale grunde i Aakirkeby, Hasle og Nexø.

Byg!

Men pas på med højden, alverden skal tages i ed.

Det så man, da det viste sig, at et flertal i natur-, miljø- og planudvalget ikke var klar til at gå lige så langt i udviklingen af Tejn Havn som regionskommunens embedsværk. Det havde lagt op til at godkende et hotelprojekt på Vestkajen i Tejn på op til 10,5 meter i højden.

– Vi henstiller til, at man kapper en etage af. Der må godt være hotel, men ikke op i 10,5-11 meters højde, sagde udvalgsformand Helle Munk Ravnborg.

Tæt på jorden at blive det tjener os nu engang bedst.

Færgen solgt – og købt

Faktisk var der mange spændende historier i løbet af mandagen, for vi oplyste også, at Express 1 er blevet solgt.

Solgt!?

Vi var mange, der hoppede i stolen, da vi læste det på tidende.dk, men i den anden ende af sådan en transaktion finder man jo også en køber, og det var såmænd Molslinjen, og dermed også Bornholmslinjen, hvilket afdramatiserede det hele en kende.

Sagen er i al sin enkelhed, at i 2012 begyndte færgen at sejle på Molslinjens rute på Kattegat, og helt frem til nu har den været leaset hos selskabet Fast Ferry Leasing Limited på en 10-årig kontrakt. De 10 år er forløbet, rederiet har købt færgen som en kommerciel beslutning – og det får ikke nogen indflydelse på noget som helst i forhold i forhold til passagererne og sejladsen på Østersøen.

Det bedyrede pr- og kommunikationschef Jesper Maack i hvert fald over for Tidende.

Måske har det heller ikke nogen indflydelse på noget som helst, at Ruslands ambassadør sidste søndag valgte nærmest inkognito at rejse til Bornholm for at snige sig op på Allinge Kirkegård og lægge blomster ved monumentet for de 30 russiske soldater, som ligger begravet der.

Den 9. maj er jo, som vi har fået tudet ørerne fulde med på det seneste, en utroligt vigtig dag i den russiske kalender, fordi den markerer sejren over Nazityskland under Anden Verdenskrig.

Putin er igen gået i krig mod nazismen – nånej, det er bare "en særlig militær operation" – men denne gang i Ukraine, og på den baggrund er der ikke særlig mange, og da slet ikke fra officielt dansk hold, der syntes, det var en god idé, at ambassadøren kiggede forbi, som han plejer. Men det gjorde han altså, og det viste sig, at monumentet søndag blev udsat for hærværk, idet teksten "evig berømmelse for de russiske helte, som ofrede livet i kampen mod tyske okkupanter" med blå og gul farve blev erstattet med "evig berømmelse for de ukrainske helte, som ofrede livet i kampen mod russiske okkupanter".

Det er svært at være nøgtern i denne situation, for er det egentlig ikke rimeligt at markere de stakkels soldater, som dengang for 77 år siden måtte lade livet i kamp mod nazismen, bare fordi den nuværende præsident har kuk i kasketten?

Måske der endda er en lille trøst at finde i det faktum, at ni af de russiske helte må formodes at have nået en sidste hyggestund i denne verden, idet de alle døde af alkoholforgiftning den 23. maj 1945.

Parallelsamfund

I krig, kærlighed og kostskole gælder alle kneb.

Sidstnævnte kategori er kommet i søgelyset, efter at en TV 2/dokumentar åbenbarede, hvordan Danmarks ældste af slagsen, Herlufsholm Kostskole, fungerer på de indre linjer.

Det kan godt være, man tror, de kongelige og andre (særligt privilegerede) er vældigt heldige, at de kan slå deres folder der, men dokumentaren fungerede som et ganske skingert aber dabei, og i Politiken spurgte en cand. mag. i historie blandt andet i en kommentar: "Herlufsholm styres ifølge TV 2-dokumentaren af et lukket fællesskab baseret på ældgamle normer og traditioner, der stædigt holdes i hævd gennem trusler, intimidering og lov. Minder det om noget?".

Ja, ræsonnerede han, for da han første gang hørte om programmet, troede han faktisk, at der var tale om en skole i de indvandrertunge parallelsamfund eller en muslimsk friskole, og han stillede endnu et spørgsmål:

"Hvilken boligsocial helhedsplan kan man iværksætte for at give studenterne fra Herlufsholm Kostskole den demokratiske dannelse, der skal til for at lede et land, der bekender sig til lov og ret og hverken til traditioner eller suraer?".

Hm, tjabumbum.

Men så enkel er sagen selvfølgelig heller ikke, for Tidende kunne i forgangne uge også fortælle om tre bornholmske elever, som slet ikke kan genkende den voldskultur, som blev beskrevet i tv-dokumentaren.

– Min personlige opfattelse af dokumentaren er, at den er meget ensidig, og personligt har jeg ikke oplevet noget af det, dokumentaren beskriver. Jeg er til gengæld super glad for at være på "Herluf", fortalte for eksempel Bejay Petersen.

Det kunne være interessant at spørge en af de kongelige om sagen, og hvad ville være mere nærliggende end at gøre det ved Royal Run på Bornholm den 6. juni?

Men ak, heller ikke denne tredje gang, løbet afvikles på Bornholm, kommer der royale til øen.

Salig i Salene

Til gengæld kommer her så mange andre. Turisterne begynder at rumstere og pible frem som anemoner i maj.

Måske nogle af dem skal overnatte i luksustelt i Salenebugten...

Jojo, på udlejningsplatformen Airbnb kan man som nævnt i Tidende i hvert fald læse, at Extreme Hotel henvender sig til folk, der vil vandre eller cykle på øen, idet de kan leje luksustelte rundt om på Bornholm, mere præcist i henholdsvis Nexø, Allinge, Hasle og ved Salenebugten i Gudhjem.

Er det en lovlig aktivitet? Naturstyrelsen og regionskommunen tygger på det, og ingen krig er brudt ud i lys lue.

Udlejeren af teltene siger ja, og måske er der rent faktisk blot tale om "en særlig turistmæssig operation" inden for det lovliges rammer.

Men lur os, om ikke vi kommer til at høre mere til dén sag, og imellemtiden kan vi grunde over, at vi danskere har en ganske særlig evne, som vist tør kaldes sjælden, for vi sætter til på gyngerne og bruger resten på karrusellen. Som Preben Uglebjerg sang i "Gyngerne og karrusellerne" i 1967.