Se lysende mos og hvide anemoner i december

Pas på, stenene er glatte – men der venter en dejlig tur gennem området syd for Vang.

Ringebakkerne, kaldes området syd for Vang. I det højtliggende granitområde er der en smuk natur, men samtidig møder man konflikten mellem naturen og mennesket. Store ar efter stenbrud. Den smukke natur bliver afløst af store efterladte blokke af granit, rustne jernbaneskinner og en stor svævende, rusten bro over en dyb kløft.

Stenbruddene er i dag ophørte, og området udlagt til rekreative formål. Trods de store stenbrud er der stadig mange idylliske steder. Blandt andet nogle små stenbrudssøer kaldt Klondyke, samt den smukke sprækkedal Blåskinsdalen. Her kan man selv i december være heldig at se blomstrende hvide anemoner, et andet sted vokser der lysende mos. Det sjældne mos kaldes lysmos og ses i mørke huler.

Man parkerer på Vang Havn og følger Vandmøllevej opad til højre. Efter vandmøllen følger man stien sydpå langs den stejle klippekyst, over jernbroen og videre. Efter nedstigning af en trappe ses en sten med teksten Blåskinsdalen. Man følger stien opad gennem sprækkedalen til cykelvejen, her skal man gå til venstre mod Vang. Hvor cykelvejen svinger til højre går man ligeud, følger den store vej gennem stenbruddene tilbage. Strækningen er i alt på fem kilometer. Husk gode sko, der er ujævnt på stierne.

Historien om Vang stenbrud

I ældre dage var Vang et lille fiskerleje. Stenbruddet begyndte i 1895. Efter nedbrænding af Christiansborg i 1888 skulle det genopføres med profiler af den lyse grå Vang granit. Derfor blev mange fattige fiskere til fattige stenarbejdere – der var arbejde til 300 mand.

Omkring 1900 havde Vang både købmand og bager. Fra de store stenbrud kom store klippeblokke med hestevogne på skinner til forarbejdning på havnen. Hestene blev senere afløst af motorkraft. Da man anlagde nye stenbrud oppe over klippekysten, måtte der laves to skinnespor. Det ene kørte med tung granit nedad, der trak de tomme vogne opad.

Der var også leverancer af granit til Storstrømsbroen og Strandvejen i København. Samt tusindvis af kantsten og brosten. Der har været mange ejere af stenbruddene.

I 1980 fik Superfos en ordre på granit til Storebæltsbroen og opkøbte hele området. Samtidig anlagde man en ny mole til udskibning af granit, dermed undgik man den dyre transport til Hasle Havn. Senere skiftede selskabet navn til NCC. Da de ikke fik leverancen af granit til Øresundsbroen, blev området solgt til kommunen. Den sidste ordre var også til Christiansborg, runde kugler til terrorsikring.

I dag er der fri adgang, men på eget ansvar. Der må køres med bil og tilladt klatring på klipper. Samtidig er der anlagt shelters med bålplads.

Monumentale jernbroer og gamle stenbrud

Den fredede Vang vandmølle er fra 1810, den er øens eneste overfaldsmølle med vand der kom fra de højere liggende mølledamme og ført ned til møllen af en rende.

Derfra følges stien langs kysten i sydlig retning over kanten af de ældste stenbrud. Kort efter ses den rustne bro af jern over den dybe slugt. Da man skabte slugten til udskibning af granit fra den nye mole, måtte man lave en bro af træ for at forbinde stien langs kysten.

Den blev i 2002 erstattet af et kunstværk lavet af Peter Bonnén. Den nye bro var en gave til Bornholm efter DGI's landsstævne og skabte stor debat. Men på en fin måde passer den nye bro til de rustikke omgivelser, når den ligesom svæver over slugten.

Krageturen kaldes en otte meter høj isoleret klippe ved kysten. Lavet af smeltevand under istiden.

Krageturen

Sådan kaldes en otte meter høj isoleret klippesokkel nede fra stranden. Den er skabt af isens smeltevand og ligner en sort krage med hvide øjne. Øjnene er kvart, et hvidt mineral. Efter nogle forblæste træer ses et lille sort tjæret træskur ved stien. Skuret blev anlagt som hvileskur til nattens strandvagter i ældre dage når de i dårligt vejr gik patrulje langs stien.

Dengang blev stien kaldt redningsstien, i dag hedder den samme sti kyststien, og går langs alle øens kyster.

Klondyke kaldes et mindre stenbrudsområde. Her har naturen forvandlet stenbruddene til små søer i flere etager. Her er skønt om foråret med kvækkende frøer, syngende nattergale, selv om ældre dages utallige borehuller fortæller en anden historie. Måske er navnet mærkeligt og lyder næsten som en guldgraverby i det vilde vesten. Der blev engang fundet guld, men analysen fortalte det var svovlkis, narreguld. Derfor kaldte stenhuggerne stedet for Klondyke.

Måske er Blåskinsdalen øens flotteste sprækkedal.

Man følger stien fra kysten op gennem dalen, store nedfaldne sten danner grotter og huler. En lille bæk løber klukkende nedad, nogle gange over, andre gange under de mange klipper. Overalt ligger der døde træstammer, et offer for elmesyge, alle er beklædt med stedsegrønne vedbend, der selv om vinteren minder om en tropisk jungle. Hele foråret synger fuglene, skovbunden er dækket af hvide og gule anemoner, men det ligner et mirakel når man i december kan se en hvid anemone.

Fænomenet hænder når dagens længde er lige så kort som en dag i marts.

Stien gennem sprækkedalen ender oppe på cykelvejen, der følges til venstre mod Vang. Der er store nedlagte stenbrud mod højre, man fortsætter ad cykelvejen indtil en større kørevej fører ligeud. Den følges gennem de store stenbrud til slugten under jernbroen.

Undervejs har man set den populære Nevada-formation til klippeklatring og utallige rustne efterladenskaber fra stenindustrien. Helt ude ved molen følger man vejen til højre og passerer de ældste stenbrud. Under klipperne ligger nedfaldne sten og laver mørke hule, der vokser selvlysende mos.

Pas på, stenene er glatte. Mos kan ikke lyse, men yngre mos inde i mørket danner små krystaller der opfanger lyset udefra, så det ligner fosforgrønt lysende mos. Fænomenet kendes fra Sydeuropa, men ikke andre steder i landet end på Bornholm.

Rigtig god tur.