Se billederne: Sådan så her ud for præcis 100 år siden

Se billederne: Sådan så her ud for præcis 100 år siden
Storegade i Rønne. Se det gamle billede i artiklen. Foto: Mogens Poulsen
BILLEDREPORTAGE | ABONNENT | 18. SEP 2022 • 10:30

Mogens Poulsen blev fuldstændig skudt i Bornholm, da han i 2005 besøgte øen for første gang. Nu er han aktuel med en udstilling på biblioteket i Rønne, hvor han har taget billeder af bornholmsk arkitektur.


For præcis 100 år siden besøgte Hugo Matthiessen Bornholm. Og han var ikke hvem som helst. Han var både en succesrig forfatter og inspektør på Nationalmuseet, og fik i 1913 til opgave at gennemfotografere alle købstæder i Danmark.

Hugo Matthiessen besøgte Bornholm i 1922 og tog en række fremragende billeder af de bornholmske byer. Billederne har siden dengang befundet sig på Nationalmuseet sammen med de tusindvis af billeder fra resten af Danmark, som Hugo Matthiessen havde taget i årene forud.

I 2010 blev billederne udgivet i en bog af Bornholms historiske Samfund, der dengang købte rettighederne af Nationalmuseet. Og den bog, fik Mogens Poulsen stukket i hånden, da han en kort periode inden pensionen fik til opgave at digitalisere billeder for Bornholms Ø-Arkiv.

 

På hjørnet af Storegade og Lillegade i Rønne ligger en smuk bindingsværksejendom, der tidligere var kendt som købmand Heys gård. I begyndelsen af 1800-tallet boede købmand Jørgen Philip Hey der, men han var ikke ejendommens første beboer. Vi ved, at den i 1764 var fordelt på to matrikler, der ejedes af henholdsvis Hans Monsen og Anders Monsen Smed.  I 1919 blev ejendommen fredet, men fredningen er siden ophævet. Alligevel er der ikke sket meget hverken med Heys købmandsgård eller de omkringliggende bygninger. Når vi sammenligner Mogens og Matthiessens billeder, kan vi se, at der er etableret vinduer i gavlen, og at en dør mod Storegade er sløjfet tillige med en skorsten. I væggeredet til højre i billedet er etableret en låge, og rundt om købmandsgården er anlagt et smalt fortov med gule Hasleklinker, der er så karakteristiske for Rønnes små gader i dag. Til venstre kan vi skimte hajtænder på asfalt ved udmundingen af Borgergade, der i 1922 var beklædt med brosten. Elmasterne står ikke længere, men er skiftet ud med antenner på byens tage. Gammelt foto: Hugo Matthiessen. Nyt foto (øverst): Mogens Poulsen. Tekst af Bornholms Ø-Arkiv

 

Mogens Poulsen var nemlig flyttet til Bornholm i 2017, og han har stor erfaring med arkivering.

– Jeg har afbejdet for Slagelsearkiverne siden 2011 med kommunal arkivering. På et tidspunkt havde jeg et job, hvor jeg skulle ud og finde nogle forskellige lokationer rundt om i byen, og der blev lagt det første kim til det projekt, jeg nu har lavet her på Bornholm.

I arkivet fik Mogens Poulsen udleveret et eksemplar af Hugo Matthiessens bog, og efter at have kigget nærmere på den, kunne han se, at det fire år senere ville være præcis 100 år siden billederne i bogen blev taget, og det gav ham ideen til at gå ud og tage billeder præcis samme sted, nu 100 år senere. På grund af sygdom blev projektet sat på pause, men i år tog Mogens Poulsen fat i ideen igen, og så gik det ellers af sted ud i de bornholmske gader og stræder.

– Jeg har været rigtig meget rundt omkring i år, og har fået taget mange billeder. Jeg tager Hugo Matthiessens bog med mig ud, og så finder jeg præcis samme sted, som han har stået, og så tager jeg et billede. Det har været meget svært hen over sommeren med alle de turister, der har været. For jeg har det ligesom Hugo Matthiessen. Mennesker på mine billeder betragter jeg som støj, siger Mogens Poulsen.

En anden ting der kan gøre det besværligt at få gode billeder af arkitekturen, er når der holder mange biler foran husene, fortæller han.

 

Store Torv 14, hvor Musikhuzet i dag har til huse, er et eksempel på et sted, hvor der er sket store forandringer på de hundrede år. I 1922 lå købmand Colbergs kolonialforretning her – den ejendom, der er kendt som Raschs gård efter købmand Jørgen Stender Rasch, der overtog ejendommen i 1854. Den blev opført i 1833 efter tegninger af arkitekt Henning Pedersen.  I 1939 blev kolonialhandlen revet ned i forbindelse med opførelsen af Rønne Bio. Bygningen fungerede som biograf frem til 1985, hvor biografen flyttede over i Rådhusteateret på modsatte side af torvet. I foyeren i Musikhuzet hænger stadig biografplakater fra Rønne Bio til minde om bygningens tidligere historie. Man har bibeholdt porten i højre side – den benyttes i dag som udgang for koncertgæster. Til venstre for Musikhuzet ses et gænge, der stadig er bevaret. Bygningen til venstre, der i dag huser Café Gustav, har fået tilføjet en etage, men den fine gesims er bibeholdt. Gammelt foto: Hugo Matthiessen. Nyt foto: Mogens Poulsen. Tekst af Bornholms Ø-Arkiv

 

Bornholm er flot bevaret

Mogens Poulsen har også i Slagelse været rundt i byen for at kigge på gamle bygninger, men på Bornholm er der langt flere bevarede bygninger, mener han.

– I Slagelse var der ikke særlig mange bevarede bygninger. På det punkt er det meget sjovere at tage billeder på Bornholm.

Han oplever også en ret stor interesse for de nye billeder, som han lægger op på sin Facebookside.

– Jeg tager ud sammen med min kone og tager billederne, og så lægger jeg dem op på min Facebookside. Og mange gange er der nogle der kommenterer på billederne, spøger hvor de er taget, og har minder om netop det hus, siger han.

Der er især en bestemt situation, der har gjort indtryk på ham.

– Der var en der skrev til mig, at hendes mor, der er ved at blive dement, havde boet et bestemt sted i Storegade. Så gik jeg ned og tog et billede af huset, og nu kan hun så vise billedet til sin mor, som kan mindes sin barndom. Det synes jeg er meget hyggeligt.

Mogens Poulsen påpeger, at han overhovedet ikke har nogen økonomisk interesse i at tage billeder.

– Nej, det er min hobby, og så synes jeg, det er en ære, at jeg som amatørfotograf kan tage nogle billeder, som andre kan have glæde af. Det er spændende, at man kan tage billeder, der kan røre noget i folk, synes jeg.

 

Amtmandsgården i Købmagergade har ikke ændret sig meget i de forgangne 100 år. Lågen er udskiftet og rykket, men det for Nexø så karakteristiske sandstensgærde står endnu. Også vinduerne i soklen og den afrundede trappe i fortovets fulde bredde ligner sig selv – sågar gadelampen står endnu. Bygningen blev opført i 1803 af by- og herredsfoged Christian Jespersen, der senere blev amtmand. Foruden amtmandsgård har bygningen tjent som købmandsgård, og da Hugo Matthiessen fotograferede ejendommen i 1922, var det læge C. U. Boesen, der boede og havde sin konsultation i den. Amtmandsgården slap heldigvis uskadt fra bombardementet i 1945, og i 1954 blev bygningen fredet. Gammelt foto: Hugo Matthiessen. Nyt foto: Mogens Poulsen. Tekst af Bornholms Ø-Arkiv

 

Lyset og naturen er unik

Hvornår fik du interessen for at tage billeder?

– Vi skal tilbage til 1977 - der køber jeg et Nikon F301. Med sådan et kamera var man helt oppe og ringe, og pludselig blev jeg familiens faste fotograf. Så kom hele den digitale periode, men der var jeg ikke rigtig med, for det var meget dyrt i starten. Så det gik lidt i stå, men da vi så fik vores første barnebarn, så var jeg nødt til at købe et digitalkamera. Og det var så også på det tidspunkt jeg blev skudt i Bornholm. Jeg var herovre for allerførste gang i 2005, hvor vi kørte øen tynd. Det var helt vildt.

Hvad er det, der er så særligt ved Bornholm?

– Lyset og naturen er helt specielt. De store malere tog til Skagen, men jeg synes jo Bornholm kan meget mere. Det er helt specielt at gå en tur på Galløkken. Jeg har ikke oplevet den natur andre steder. Og når vi så kommer op mod nordlandet, hvor klipperne begynder, så er jeg helt færdig. Det er noget helt unikt.

Har du altid dit kamera med?

– Ja - jeg tager det dog ikke med ud og handle, men ellers har jeg altid et kamera med. Jeg har faktisk et lille digitalkamera i lommen altid, så jeg kan indfange et øjeblik, der lige viser sig.

Mogens Poulsen følte, at projektet med billederne skulle vises frem for andre, og derfor foreslog han, at der skulle laves en udstilling af billederne. Og så har han også et håb for fremtiden.

– Jeg vil gerne have taget samtlige billeder, der er i Hugo Matthiessens bog, og så er mit håb da, at man gør det samme om hundrede år. For så har man et spænd på 200 år, hvor man igen kan sammenligne, hvordan tiden har ændret sig i byerne.

Og derfor vil bornholmerne i den kommende tid fortsat kunne se Mogens Poulsen stå med sit kamera, og vente på det helt rigtige øjeblik, hvor han kan indfange et gammelt bygningsværk uden forstyrrende mennesker eller køretøjer i billedet.

 

Meget har ændret sig i Strandgade i Nexø siden Hugo Matthiessen tog sit billede der i 1922. De to bindingsværksbygninger på hver side af gaden findes ikke længere, men den gamle rådstue midt i billedet ligner sig selv. Den blev opført i 1799 af sandsten fra Frederiks Stenbrud. Oprindeligt var den kun én etage høj med rådstue og vagtlokale i stueplan, samt arrest i kælderen. I 1880 blev bygningen forhøjet til de nuværende to etager.  Da man i 1856 opførte rådhuset i Købmagergade, overgik den gamle rådstue i Strandgade til at være havnens Pak- og Materialhus. Der er ikke længere skodder for de øverste vinduer, men murankrene ses tydeligt på bygningen, der i dag huser Nexø Museum.  I midten af billedet ses Nexø Havnesilo, der ikke var opført på Hugo Matthiessens tid. Der landes stadig mange fisk i Nexø, men fiskeindustrien har ændret sig gevaldigt henover de sidste årtier, og som en naturlig følge deraf også havnen. Siloen anvendes i dag til kulturelle aktiviteter. Gammelt foto: Hugo Matthiessen. Nyt foto: Mogens Poulsen. Tekst af Bornholms Ø-Arkiv

 


Mogens Poulsens billeder kan i øjeblikket ses i en udstilling på biblioteket i Rønne, som Bornholms Ø-Arkiv står bag. Hugo Matthiessen og Mogens Poulsens købstadsfortografering kan man i øvrigt læse mere om i Ø-arkivets årsskrift, der udkommer til november.