Sådan bliver Slotslyngen klar til 7.000 gæster

Sådan bliver Slotslyngen klar til 7.000 gæster
Indgangen er klar til at de mange gæster ankommer på torsdag, hvor camp og food court bliver åbnet 9.30. Foto: Anette Vestergaard
NYHED | SLOTSLYNGEN | ABONNENT | 15. AUG 2022 • 15:30
NYHED | SLOTSLYNGEN | ABONNENT
15. AUG 2022 • 15:30

Siden i onsdags har der været stor aktivitet på pladsen, der torsdag, fredag og lørdag skal huse koncerter, fadøl og glade gæster i lange baner.

 

Mere end 200 lastbiler er i den helt rigtige rækkefølge kørt ad vejen til Slotslyngen for at læsse sit indhold af i den seneste uge.

– Vi har lagt en minutiøs plan over, hvordan det hele skal læsses af og sættes op, for ellers kan sådan et stort arbejde slet ikke lade sig gøre, fortælle Daniel Mühlendorph, som har fået ansvaret for opstillingen.

Han er medarrangør af den bornholmske festival Wonderfestiwall, som på torsdag 18. august lægger fra land for første gang siden 2019.

Sidste år blev der dog afholdt Sound of Summer, som en coronavenlig erstatning på en enkelt dags varighed. Men det ændrer ikke på, at arrangørerne er mere end begejstrede for at være i gang igen i år.

– Vi har savnet det! Vi er en stor vennegruppe, som bruger hele vinteren på at mødes og planlægge. Hvor andre går til sport, der går vi til det her, og det er det, vi bruger meget af vores fritid på, fortæller Daniel Mühlendorph.

Og de seneste par ugers fritid er i særdeleshed blevet brugt på festivalen.

Flere hundrede frivillige skal dirigeres rundt, så alting bliver sat op efter den forkromede plan, der er blevet lagt.

– Vi kan godt lide at sætte det op, og det er vigtigt, for det er en stor del af at lave en festival. Og i år har vi haft godt vejr til det, så det er rigtig godt.

Det er tydeligt, at der er festival på vej på den store kortklippede mark på Slotslyngen. Foto: Anette Vestergaard

 

Flere nye tiltag på vej

De mange lastbiler har dog også haft ting med, som arrangørerne ikke har prøvet at sætte op på Wonderfestiwall før.

Blandt andet bliver der i år mulighed for at tage bad på festivalen – noget der ikke tidligere har været faciliteter til. Der bliver bygget nye områder til publikum, og så bliver der indrettet et større område til at købe og spise mad, fortæller Daniel Mühlendorph.

– Lige nu er vi ved at sætte hovedscenen op. Det tager to dage, og efter det skal vi trække strøm, sørge for at der er øl i barerne, og at der er vand i hanerne. Og så skal vi i gang med at udsmykke, fortæller han.

De fleste af de store materialer bliver sejlet til Bornholm fra fastlandet, men de prøver at bruge de entreprenører, som er her på øen, og at hyre ind lokalt, hvor det kan lade sig gøre.

Alt i alt går det godt, fortæller Daniel Mühlendorph. Han glæder sig til at se det hele spille om et par dage, når festivalen går i gang.

– Når det hele spiller, planen holder, og folk kommer til festivalen, så giver det virkelig mening. Det var jo ikke sjovt at planlægge, hvis folk ikke var med på den. Men folk kommer, og så er det virkelig sjovt at bruge en masse timer på at planlægge det, fortæller han.

Han regner med, at der kommer omkring 7.000 til årets festival. Lige så mange, som der kom i 2019, men i år er der solgt flere partout-billetter end nogensinde før.

Planen er, at opstillingen skal være færdiggjort på onsdag, og så er det bandet Blæst, der åbner festivalen på den lille scene Sletten klokken 16 på torsdag.