Provst: Imponeret over Bornholm - kommer til at savne det meste

Provst: Imponeret over Bornholm - kommer til at savne det meste
Turen har ofte gået fra Bornholm til København, men fremover kommer den til at være med omvendt fortegn. Arkivfoto: Jacob Jepsen
NYHED | ABONNENT | 24. SEP 2022 • 15:30
NYHED | ABONNENT
24. SEP 2022 • 15:30

I sin tid som sognepræst og provst på Bornholm har Johannes Gregers Jensen altid været imponeret over det bornholmske engagement i lokalsamfundet. Hans tid på øen har både haft sine sejre og sine udfordringer, og fordi han lærte at være præst her, så vil han altid tænke lidt, at han kommer herfra.

 

Allerede mens Johannes Gregers Jensen studerede flyttede han og familien til Bornholm, fordi hans kone kom herfra. Her var han i praktik, herfra blev han færdiguddannet og det var her, han blev ordineret og fik sit første præstejob som provstivikar med base i Rønne.

Siden da er meget vand løbet igennem åen – først igennem otte år i sognene Ibsker og Svaneke og siden er det blevet til næsten syv år som deltidpræst i Skt. Nicolai Kirke i Rønne og som provst på Bornholm.

Og nu går livet altså videre fra første oktober med et nyt job som domprovst ovre i København. Et job Johannes Gregers Jensen glæder sig til, men som også betyder et farvel til en ø og et lokalsamfund, som tog ham med storm dengang for 15 år siden.

Offentlige personer i Svaneke

Dengang søgte han en stilling som sognepræst i Ibsker-Svaneke Sogn. Han søgte det først på genopslaget, og da der var kemi til jobsamtalen, blev det et match med opstart påskedag.

– I Ibsker-Svaneke fyldte kirken rigtig meget i samfundet, og man lærte hinanden at kende. Det sted blev enormt værdifuldt for mig både i kraft af menigheden og naboerne, fortæller han.

Her mødte han ikke bare menneskerne i kirken som den nye præst, han sendte også børnene i skole og mødte deres kammerater, som han så kendte på forhånd, når de blev konfirmander. I forbindelse med det lærte han også deres forældre at kende, og så mødte man dem dagen efter nede i brugsen. Da han købte en racercykel, var der i løbet af tre dage adskillige, der havde inviteret ham med ud på cykelture.

– Her er der et civilsamfund, hvor man kommer hinanden ved, og hvor man skal have tingene til at ske, hvis der skal ske noget som helst, og det gør man sammen. På den måde lærer man hinanden at kende, siger han.

– Mine københavnske kolleger snakkede af og til om, at som præst blev man en offentlig person, men her følte jeg jo, at vi allesammen var offentlige personer i Ibsker-Svaneke. Det betød ikke så meget, om man var folkeskolelærer, brugsuddeler eller præst, for alle kendte hinanden lige godt. Det var en total luksus for mig.

Børnenes folkekirke

Da provsteembedet otte år efter stod ledigt, besluttede han sig for at søge det, for det var en chance for at prøve en anden spændende stilling på Bornholm.

Så selvom det var svært at forlade Ibsker-Svaneke, så startede han første december 2015 tilbage i den kirke, hvor han havde været i praktik.

– Det var på mange måder meget anderledes at være provst. Pludselig var vi fire præster om en enkelt kirke, og jeg skulle fordele min tid mellem kirken i Rønne, de øvrige kirker rundt på øen og også have et engagement i Københavns Stift. Så det har været en helt anden tid, fortæller han.

Han er begejstret over, at han har været med til at etablere Folkekirkens Skoletjeneste på Bornholm.

– Jeg er vanvittig glad for, at det er lykkedes så godt. Det betyder rigtig meget for mig, for jeg tror, det kommer til at have betydning for de børn, der bor her, og det giver dem noget, de ikke ville have fået uden, som forhåbentlig giver dem en fornemmelse af, at folkekirken er deres.

Og netop børnenes folkekirke er en af de helt store hjertesager for Johannes Gregers Jensen, og en retning hans arbejde som provst på Bornholm har båret præg af. Han mener, at der skal allokeres flere midler til børnene i folkekirken.

– Vi har en kultur, der presser det enkelte menneske en hel del. Jeg tror, folkekirken har en masse at byde ind med i forhold til at lette det pres. Men det kræver, at vi er bedre til at være børnenes folkekirke, og at børn får en opfattelse af, at det er deres.

– Hvis vi ser på andre nationale sammenhænge – på Glyptoteket, hos Danmarks Radio og på Nationalmuseet – så kan man se, at de har lavet kæmpesatsninger på børn, og det tænker jeg også, at vi skal gøre i folkekirken.

Han drømmer desuden om flere fællesskaber ud fra kirken, for at kirken både kan være kirke og forkynde evangeliet – men også være folkelig.

– Det kan være, at vi i folkekirken, måske sammen med folkeskolen eller kulturskolen skal skabe et fællesskab om at danne børnekor på Bornholm. Et sted, hvor børnene finder ud af, hvad det vil sige at være et fælleskab.

For Johannes Gregers Jensen handler det om at være i et fællesskab, hvor man er afhængig af hinanden, selvom man ser forskelligt på tingene. Han kalder det åndsfrihed.

Teologiske forskelligheder

Som provst har han desuden oplevet at blive talsmand for hele folkekirken på Bornholm, når bølgerne er gået højt i debatten om blandt andet vielse af homoseksuelle eller ligestillingsloven, når det er der bølgerne er gået højt.

Noget, han ikke mener, at nogen kan, fordi de enkelte menighedsråd og sognepræster er meget forskellige, og skal have lov til at være.

– Åndsfrihed er blevet meget konkret for mig, fordi jeg har oplevet nogen som vitterligt ser meget anderledes på tingene, men som har anerkendt mig, og jeg føler, at der har været plads til mig i denne her kirke og plads til de ting, jeg står for.

Han har oplevet det som et privilegie at være i en kirke, hvor folk er bevidste og velformulerede om deres standpunkt og alligevel er en del af kirken sammen, og derfor har han altid sat en ære i at understøtte forskellighederne.

Og når en sag har fået tur i mediemøllen, så har han altid været klar til at udtale sig, og netop muligheden for at forklare sig på folkekirkens vegne har været en af de ting, han har sat stor pris på i løbet af tiden som provst.

– Jeg har oplevet, at der er blevet lyttet, når jeg har forklaret, hvordan det hænger sammen. Så er der nogle standpunkter i folkekirken, som jeg kan have svært ved at forstå, men det betyder jo ikke, at de er forkerte.

Efter hans mening er folkekirken noget af det mest rummelige, vi har i Danmark. Der hvor han ærgrer sig over debatten er, når folkekirken bliver misforstået. Han mener nemlig, at den skal kunne rumme, at vi ikke altid er enige.

– Der har det været en fornøjelse at få lov til at forklare mig, hvorfor jeg mener at den rummelighed, vi har, er meget dansk og bør være her. Den skal også kunne indeholde synspunkter og standpunkter, som jeg ikke er enig i, for hvordan skal den ellers kunne rumme mine egne synspunkter?

Han ser dog også frem til den nye stilling som domprovst, for det har til tider været udfordrende at være i et teologisk mindretal på Bornholm.

– At stå som provst og præst med et teologisk standpunkt som mit har været fagligt udfordrende, så jeg ser frem til i København at være i sammenhænge, der minder mere om mig selv rent teologisk, smiler han.

Søsyge og lokalpatriotisme

Når han tænker tilbage på sine 15 år på Bornholm, så er det stedet, hvor han lærte at være præst. Men også hvor han lærte at bade fra klipper, og hvor han lærte at være i et samfund, hvor alle byder ind – både kirkeligt og lokalt. Hvor konflikterne ikke får lov til at overtage, for du møder de samme mennesker i morgen, overmorgen og i dagene efter.

– Mit problem er jo, at jeg er fuldstændig sindssygt forelsket i Bornholm. De gode mennesker, den lokale patriotisme og det lokale engagement, som jeg tror er lidt særligt for Bornholm – det kommer jeg til at savne, fortæller han – kun lidt flov over, hvor sukkersødt det lyder.

Søsygen på færgen og at skulle rejse lidt for langt efter familien – det kommer han dog ikke til at savne. Og heller ikke juleferier, hvor man ikke kan holde gudstjenester på grund af voldsomme mængder af sne.

– Jeg kommer slet ikke til at slippe Bornholm rigtig, og jeg drømmer om at blive pensionist herovre, fortæller han.

Selvom han nu er blevet skilt, så bor hans børns mor stadig her, det gør deres omgangskreds også og deres bedsteforældre også.

– Bornholm er jo et sted, jeg kommer fra på et eller andet niveau nu.