Penge på vej til Tidende - medieaftale på plads

Penge på vej til Tidende - medieaftale på plads
Lørdag kunne kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen præsentere sin første medieaftale, som vil styrke lokale og regionale medier, samt en støtte til distriktsblade og ugeaviser. Foto Berit Hvassum
NYHED | BORNHOLM | ABONNENT | 21. MAJ 2022 • 10:45
Berit Hvassum
Journalist
NYHED | BORNHOLM | ABONNENT
21. MAJ 2022 • 10:45

Der er støtte på vej til at styrke lokale og regionale medier. DR får en ekstra bevilling på over 100 millioner kroner.

Af Ritzau/ Berit Hvassum

- Tidende bliver ikke reddet af regeringen og dens støttepartiers nye smale medieforlig. Men vi forventer, at den nye aftale vil have en lille positiv effekt for Bornholms Tidende, siger administrerende direktør Kim Eland. 

Det blev til et smalt forlig i regeringens nye medieforlig, som kun blev bakket op af regeringens støttepartier.

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) præsenterede lørdag formiddag medieaftalen ved et pressemøde sammen med støttepartierne.

Regeringen er blevet enige om en streamingskat på seks procent, et styrket DR, omfordeling af mediestøtten og en arbejdsklausul.

- Medieforbruget i Danmark er forandret. Internationale streamingtjenester fylder mere og mere, og derfor er det helt nødvendigt, at de også er med til at bidrage til vores kulturelle fællesskab, fortæller ministeren.

Den nye medieaftale giver en lidt mere mediestøtte til lokale og regionale medier og en bevilling til DR på over 100 millioner kroner over årene i aftaleperioden og et nyt lydunivers i DR til børn og unge.

Bornholms Tidende modtager i 2022 cirka 3,3 millioner kroner i redaktionel produktionsstøtte altså tilskud til at ansætte journalister. Den nye aftale fastholder størrelsen på den pulje, der støtter mediernes redaktionelle produktion, men sænker loftet for støtte til de landsdækkende medier med op til fem millioner kroner per medie. Dermed bliver der mere til de lokale medier. Men samtidig bliver flere og flere små medier støtteberettiget til puljen. Den reelle ændring i støtten er derfor svær at fastsætte, men tegner dog positiv for Tidende.

- Vi forventer og håber, at den nye ændring vil give os i størrelsesordenen en million kroner mere i støtte fra 2023 og frem. Det vil ikke give os markante konkurrencefordele på det bornholmske mediemarked eller redde vores økonomi. Men det er helt sikkert en fin lille hjælp til at sikre Bornholms dagblad, siger administrerende direktør på Bornholms Tidende, Kim Eland om den nye aftale.

 

Den nye medieaftale gælder fra årene 2022 til 2025. Her er hovedpunkterne i aftalen, som aftalepartierne har fremlagt dem:

* Styrket mediestøtte til lokale og regionale medier.

* DR styrkes økonomisk med samlet over 100 millioner kroner over årene i aftaleperioden.

* Der indføres et kulturbidrag for streamingtjenester på 6 procent af tjenesternes omsætning i Danmark.

* Opdatering af de nuværende rammer for mediernes ansvar, så borgernes retssikkerhed styrkes, og så de passer til den digitale medievirkelighed.

* Mere støtte til nyetablering og udvikling af medier og mulighed for støtte til innovativ forretningsudvikling.

* Støtte til distriktsblade og ugeaviser.

* Ordnede løn- og arbejdsvilkår i film- og mediebranchen.

* Der etableres et center for graverjournalistik.

* Der nedsættes et udvalg, der skal se på indretningen af den fremtidige offentlige mediestøtte.

* Public Service-puljen udvides til også at støtte dansk indhold til radio og podcast.

* Lydunivers i DR til børn og unge på forskellige alderstrin. Med tilbud inden for for eksempel nyheder, quiz, lydbøger, musikprogrammer mv.

* Søgbar adgang for borgere til DR’s arkiv via Det Kongelige Bibliotek.

* Et nyt Center for Tech og Demokrati etableres, som skal arbejde med tech-giganternes indflydelse på demokrati, trivsel og samfundsmæssig sammenhængskraft i Danmark.

* Styrkelse af fakta-tjek-mediet TjekDet for at imødegå mis- og desinformation på digitale platforme og til Medierådet for Børn og Unge til styrket digital dannelse.

24syv får ikke forlænget sendetilladelelse

Radiostationen 24syv får ikke forlænget sin sendetilladelse, når den udløber i 2024.

- Parterne er enige om, at programtilladelsen til at sende landsdækkende public service-radio i DAB-nettet ikke genudbydes, når den nuværende programtilladelse udløber 31. marts 2024, står der i aftaleteksten.

Radiostationen har tidligere heddet Radio Loud.Stationen gik i luften for omkring to år siden, og har kæmpet med at lokke lyttere til.

Det nye medieforlig blev til uden indflydelse fra oppositionspartierne Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti, som fredag eftermiddag at træde ud af ude af forhandlingerne.