Millionprojekt færdigt: Museum er klar til genåbning

Millionprojekt færdigt: Museum er klar til genåbning
I flere måneder har Oluf Høst Museet i Gudhjem været en byggeplads. Nu er istandsættelsen færdig, og museet genåbner lørdag i nyindrettede lokaler. Foto: Oluf Høst Museet
NYHED | GUDHJEM
20. JUN 2022 • 12:35
Henrik Nielsen
Journalist

Næsten 14 millioner kroner og mere end et halvt år har Oluf Høst Museet brugt på at sætte i stand og nyindrette. Lørdag genåbner museet i Gudhjem.

I godt et halvt års tid har Oluf Høst Museet i Gudhjem haft travlt med at rydde op, sætte i stand, bygge om og nyindrette. I weekenden kulminerer arbejdet, når museet genåbner med særudstillingen Høst vender hjem.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Oluf Høst Museet er indrettet i det hjem i Løkkegade, som maleren og hans hustru Hedvig selv tegnede, byggede og indrettede i slutningen af 1920'erne og boede i i næsten 40 år. De købte desuden et granitbrud, der løber som en sprækkedal op gennem klipperne bag huset, og der indrettede han atelier og anlagde en klippehave, som også er blevet genskabt op til genåbningen.

– Vi fører flere af rummene tilbage til deres oprindelighed. Det har været målet at sætte i stand med respekt for husets sjæl. Vi mener, at det er lykkedes både at modernisere og rekonstruere den originale indretning og stil. Dermed giver vi også nyt liv til Bornholms kunstneriske arv og genskaber et unikt miljø midt i Gudhjem, som var Oluf Høsts et og alt, siger bestyrelsesformand Lars Nørby Johansen i pressemeddelelsen.

Niveaufri adgang

Næsten 14 millioner kroner har det kostet at istandsætte og nyindrette Oluf Høst Museet, og arbejdet har stået på siden efteråret. Det har været afgørende for restaureringsarkitekt Jørgen Overbys Tegnestue at tage vare på husets historie og autenticitet ved at sikre sammenhængen mellem malerens værker og hjem.

Med ombygningen bliver museet tilgængeligt for alle. Det sker via en niveaufri adgang til husets kælderetage, som tidligere var uudnyttet, og som nu rummer en række publikumsfaciliteter, der før befandt sig i husets stueetage.

Ændringerne sikrer desuden mere plads til udstillinger og bedre lys- og sikkerhedsforhold for museets samling.

Oluf Høst Museet genåbner lørdag den 25. juni.

Via kælderen er der etableret niveaufri adgang til Oluf Høst Museet. Foto: Oluf Høst Museet