Luciaoptog til vands

Luciaoptog til vands
Det første luciaoptog i kajak i Hasle Havn fandt sted i 2019. Den 13. december, på luciadagen, gør man det igen. Arkivfoto: Berit Hvassum
NYHED | HASLE | ABONNENT | 27. NOV 2021 • 14:00
Holger Larsen
Journalist
NYHED | HASLE | ABONNENT
27. NOV 2021 • 14:00

Hasle skiller sig ud med sine helt egne juletraditioner.

Hasle er en by med mange traditioner for aktiviteter op til jul, og efter at have ligget underdrejet sidste år, satser Hasle Byting og samarbejdspartnere på, at kunne gennemføre hele programmet i år.

Juletræet blev tændt fredag, og lørdag er der julekoncert i kirken.

En anden kirketradition i området er, at man synger julen ind. Det sker onsdag den 1. december i Ruts Kirke, hvor der er luciaoptog ved den lokale FDF-kreds. Tirsdag den 14. december er der et lignende arrangement i Hasle Kirke, hvor kirkekoret og børnekoret medvirker, sidstnævnte også med luciaoptog.

1658 markeres igen

Hasle skiller sig ud med sine helt egne traditioner. En af dem foregår onsdag den 8. december, hvor man markerer Bornholms befrielse fra svenskerne i 1658.

Det har egentlig ikke noget med julen at gøre, men 8. december er datoen for det bornholmske oprør mod det svenske herredømme på øen og kommandant Printzenskiöld. At det er netop Hasle, som har valgt at markere dagen hænger sammen med, at de fleste og mest markante af oprørsmændene var hasleboer. Det er også på Hasle Torv foran Rådhuset, at man finder en mindesten for oprørerne.

Der bliver denne dag både fortælling og foredrag på Rådhuset, underholdning i kirken og spisning på Hotel Herold.

Luciaoptog i havnen

I weekenden 11.-12. december inviterer Marianne Lind og co. på julemarked på Rådhuset.

Et nyere tiltag, som man også håber at kunne helt udvikle til en helt særlig tradition for Hasle (når det gælder Bornholm), er luciaptog i kajak.

Arrangementet blev gennemført første gang i 2019 i Hasle Havn med Hammerodde Kajakklub som praktisk arrangør, og masser af mennesker på kajen til at kigge på og synge med.

Mandag den 13. december forsøger man igen, og denne gang er alle Bornholms fire kajakklubber med i arrangementet.

Sidste lørdag for jul er der traditionen tro rytteroptog fra Siegårds Ridecenter, som rider gennem byen og gør ophold ved de handlende. Julemanden er i byen, og FDF-kredsen sælger risengrød.

Nytårsbadekur

En nyere tradition er nytårsbadekuren ved havnebadet fredag den 31. december. Det er et fælles arrangement, hvor bytinget og Hasle Badeklub inviterer alle til at komme og ønske hinanden godt nytår. Det kan ske både med og uden en tur i vandet.

Julen i Hasle skal tegnes

Hasle Turist- og Erhvervsforening har i mange år inviteret alle børn under 12 år til at være med til at tegne julen i Hasle.

Tegningen skal fremstilles på et A-4 ark/papir – og man må kun deltage med én tegning. På bagsiden skal man skrive navn, alder, adresse og telefonnummer.

Tegningen indleveres i perioden 28. november-12. december i Spar i Hasle, hvor alle tegninger bliver udstillet.

Der er præmieoverrækkelse til fire vindere i konkurrencen lørdag den 18. december klokken 12 på Rådhuset.