Kunstner æres med en sidste udstilling
Hugo Rasmussen-udstillingen åbner på torsdag.

NOTITS | SVANEKE
13. NOV 2021 • 11:20
Holger Larsen
Journalist

Kunstner æres med en sidste udstilling

Kunstmaleren Hugo Rasmussen blev født i 1938 i København, og han døde i 2009 på Bornholm. Her i 2021 er også hans hustru borte, galleriet i Svaneke er tømt, og huset sat til salg.

Fonden Svanekegaarden har med stor tak modtaget en donation fra familien, og fonden har i den anledning i samarbejde med familien ønsket at ære Hugo Rasmussen med en sidste udstilling af samlingen på Svanekegaarden.

Der er torsdag den 18. november klokken 15.30 fernisering på "Hugo Rasmussen in memoriam – En Svanekemalers liv".

På udstillingen vises et bredt udsnit af Hugo Rasmussens værker fra 1956-2004 dækkende komposition, socialrealisme, abstraktion, natur og studier af lysets bevægelser mellem himmel og hav.

I teatersalsfoyeren vises samtidig "Anne Cirkola: Larveliv – eller metamorfosens ironi".

Udstillingerne er åbne frem til den 13. december, og igen fra den 20. januar til den 6. februar. Begge perioder torsdag til søndag klokken 13-16. 



Flere nyheder