Kirkens orgel fylder 50 – og organisten er stadig den samme

Kirkens orgel fylder 50 – og organisten er stadig den samme
Rundkirken i Nylars – indenfor fylder orglet rundt. Arkivfoto: Berit Hvassum
NYHED | ABONNENT | 7. DEC 2022 • 15:30
NYHED | ABONNENT
7. DEC 2022 • 15:30

Søndag den 11. december er en helt speciel mærkedag i Nylars Kirke. Her fejrer man nemlig, at det er 50 år siden at den lille rundkirke fik nyt orgel. Og endnu bedre: Organisten er stadig den samme.


Søndag den 7. maj 1972 var en meget festlig dag for menigheden i Nylars Sogn, for det var dagen, hvor Nylars Rundkirke genåbnede efter en omfattende istandsættelse.

Det hele startede i forsommeren 1970, hvor der kom nyt blytag på kor og apsis. Derefter blev kirkens kegletag af egespån udskiftet. Der blev brugt bornholmsk egetræ fra stormfældede træer efter stormene i 1967-68 og taget var færdigt i sommeren 1971.

Derefter gik man gang med en større renovering af selve kirkerummet. Kirken blev lukket og al inventar blev fjernet.

Pulpituren blev afkortet, vinduet mod nord blev fritlagt, der blev lagt nyt egetræsgulv i apsisrundingen og installeret nyt varmeanlæg. Kalkmalerierne blev gennemrestaureret og kunstneren Paul Høm designede nye farver til inventaret, som holder den dag i dag.

Samtidig arvede kirken en større sum penge efter kirkens mangeårige organist Martha West, og orgelbygger Bruno Christensen blev sat til at fremstille et nyt orgel, der kunne indvies på genåbningsdagen.

Nu har orglet spillet fejlfrit i 50 år og det samme har organisten, fortæller menighedsrådsformand Birgitte Ekstrøm.

– Vores organist Tove Rønne har spillet på dette orgel i alle årene, og vi har virkelig nydt at lytte til orglets smukke toner gennem de sidste 50 år. Vi er stolte af vores to ældre damer, siger hun.

 

Tove Rønne ved sin 85 års fødselsdag i august. Den erfarne organist bor i Rønne, hvor hun tidligere har arbejdet som servitrice på Missionshotellet i Grønnegade og senere som serviceassistent på sygehuset. Men orgelspillet blev holdt ved lige og i mange år var hun afløser i forskellige kirker, når organisterne var forhindret. Eget foto

 

Det har en dejlig lyd

Menighedsrådsformandens ord bekræftes af Tove Rønne. Hun lærte i sin tid at spille på orgel af sin skolelærer i Olsker.

– Min lærerinde havde et lille orgel, og hun lærte mig at spille, da jeg kom i skole, fortæller hun.

Som tiårig havde Tove Rønne sin første opgave som organist i Olsker kirke. I sit voksne liv var hun afløser i mange år, før hun blev fastansat som organist i Nylars kirke i 1974.

Hun nåede dog at spille seks-syv år på det gamle orgel, inden Bruno Christensens pibeorgel blev indsat i 1972, og efter 50 år som organist kan hun med sikkerhed sige, at hun holder meget af at spille på det nye orgel.

– Det har en dejlig lyd. det kan både spille højt og lavt, og der kan komme god styrke på, siger Tove Rønne, der desuden har været fast organist i Vestermarie Kirke siden 2017.

Tove Rønne fyldte 85 år i august, men har ingen planer om at stoppe som organist.

– Jeg er stadig utrolig glad for at spille orgel. Men jeg tager en dag ad gangen, siger hun.

Jubilæet på søndag fejres efter gudstjenesten klokken 14.00. Menighedsrådet serverer kaffe og kage i våbenhuset, og menighedsformanden holder en tale.