Joel fra Rønne spiller klaver for hele landet

Joel fra Rønne spiller klaver for hele landet
Joel Pepke Andersen under en optræden i Musikhuzet. Foto: Matz Hansen, Musikhuzet
NYHED | 11. DEC 2024 • 14:10
Jakob Marschner
Journalist
NYHED
11. DEC 2024 • 14:10

Bornholm viser flaget, når Joel Pepke Andersen på lørdag medvirker i TV 2-serien "Piano". Her spiller han flygel på Kongens Nytorv uden at vide, at han har en stor overraskelse til gode.

På lørdag kan man på TV 2 og TV 2 Play se Joel Pepke Andersen fra Rønne spille flygel på den københavnske metrostation Kongens Nytorv.

Den mangeårige folkeskolelærer i musik er med i fjerde afsnit af programmet "Piano". Her får nogle af Danmarks mest talentfulde amatørpianister mulighed for at dele deres talent og glæde ved klaveret.

Gennem fire programmer rejser Sarah Grünewald rundt for at møde en række danskere på travle togstationer. Her inviterer hun dem til at spille klaver og fortælle deres historie.

Men der er også noget, som Joel Pepke Andersen og de andre medvirkende pianister ikke ved: I al hemmelighed lytter musikerne Mads Langer og Tanja Zapolski med på sidelinjen. Sammen vil de udvælge én pianist, der skal spille til en stor koncert.

Lørdag kan du se, om Joel Pepke Andersen bliver den ene pianist, der bliver udvalgt til koncerten.

– Musikken har været så stor en del af mit liv. Det er glæden omkring musik, som trækker meget i mig, fortæller han i programmet.

– Mit liv har nærmest været en dans på roser. Så man tænker "Det er næsten for godt til at være sandt. På et tidspunkt må der næsten komme et hak i tuden", siger Joel Pepke Andersen.

Det hak i tuden kom sidste år, hvor pianisten fra Rønne blev ramt af en blodprop i hjernen. Mads Langer og Tanja Zapolski beundrer i programmet den ukuelighed, som de ser i Joel Pepke Andersen.

– Det er noget skidt, for noderne danser. Men sådan er livet, siger han på lørdag i "Piano".

Joel Pepke Andersen har spillet klaver fra han var barn og fortæller i programmet, at han har spillet alle steder "fra slotte til telte og kirker". Og i musiklokalerne på Søndermarksskolen, 10. klassecentret, Svartingedal Skole og Kongeskærskolen.

– Jeg vil gerne fremhæve Joel Pepke Andersen, som jeg havde som musiklærer. Hold kæft, hvor var han dygtig. Musikundervisningen var uhyre inspirerende og har ledt mig i den retning, som jeg er gået med musikken, sagde Christian Stage fra bandet Mansfield i februar til Tidende.

Hvor Christian Stage sammen med Mansfield har spillet i den legendariske Cavern Club i Liverpool, den tidligste vugge for The Beatles, vil lørdagen vise, om også Joel Pepke Andersen er på vej mod en stor koncertoplevelse.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT