I rusk og regn skal garden ud

I rusk og regn skal garden ud
Danehofgarden spillede torsdag i Rønne. Foto: Jacob Jepsen
MUSIK | RØNNE | 21. OKT 2021 • 16:10
Holger Larsen
Journalist
MUSIK | RØNNE
21. OKT 2021 • 16:10

Bornholm har i efterårsferien besøg af to garder, Roskilde Garden og Danehofgarden fra Nyborg. De er begge på en kombineret ferie-, trænings- og spilletur på Bornholm.

Det har givet fastboende og turister mulighed for at høre gardemusik flere steder på Bornholm i de seneste dage.

– Vi tager normalt på en sommertur. Det kom vi ikke i år på grund af corona, og så valgte vi at tage en efterårstur til Bornholm, og det nyder vi i fulde drag , siger Stig Jørgensen, formand for Danehofgarden efter torsdag eftermiddags temmelig blæsende optræden i Rønne.

Der er 57 personer med på Danehofgardens tur til Bornholm, hvilket vil sige, at størstedelen af gardens medlemmer er med. Danehofgarden har også spillet ved Hammershus og i Gudhjem.

38 drenge er med på Roskilde Gardens tur, og de har optrådt i Hasle (sammen med Bornholmer Garden), ved Hammershus og Rønne.

– Det med at tage udenlands var noget tvivlsomt, og når det skulle være indenrigs, var der kun et sted at tage hen, nemlig til Bornholm, siger Kevin Andersen, formand for Roskilde Garden.