I dag tager vi noget med ud i naturen

I dag tager vi noget med ud i naturen
Gløgg – hvert år er det spændende, hvordan den bliver. Fotos: Sune Rasborg
DELUXE | ABONNENT | 27. NOV 2022 • 07:30
Af:
Sune Rasborg
DELUXE | ABONNENT
27. NOV 2022 • 07:30

I anledning af første søndag i advent laver vi gløgg. Det er spændende at smage sig frem.


I sne til godt op på skinnebenene – og maven på hunden – har vi nydt de seneste dage. Efterårslandskabet gør bare en gladere, når lyset skinner på sneen, og luften er skarp af frost.

Da vi gik i skoven og glædede os over sneen på alle træerne, hørte vi nogle brag. Det var grene, store grene, der gav efter for vægten af sne og fladt til jorden.

Ikke noget vi som sådan bed mærke i. Altså indtil der faldt en kæmpe gren ned lige ved siden af os. Jeg sprang til side og rykkede den lille hund med. Resten af turen foregik på stranden.

Der kan være et lille problem at finde spiselige ting i naturen. November gør det ikke nemmere, og når hele skovbunden, stranden, ja faktisk alt er dækket af sne, så er det lidt af en udfordring.

Jeg har i et interview i forbindelse med Bornholms Tidendes og min bogudgivelse sagt, at der altid er fisk at falde tilbage på, når man ikke kan finde noget i naturen. Jeg har altså ikke lige haft lyst til at hoppe i baljen for at se, om der var fisk, eller stå med fiskestangen i timevis og vente.

 

I sådan en situation kan det godt være liiidt svært at finde noget spiseligt...

 

Derfor sadlede jeg om og vil opfordre til, at man ikke tager ting med hjem fra naturen og laver noget mad af dem. I anledning at 1. søndag i advent opfordrer jeg til, at man laver gløgg og tager den med ud i naturen.

En lang gåtur med pause et rart sted, hvor man lige får sig en kop gløgg at varme sig på. Det kan noget.

Man kan jo altid kigge efter noget gran og andre sager til sin adventskrans.

Alle har deres måde at lave gløgg på. Der er nogen, der er ligeglade med det hele, bare der er rosiner og sprut i. Der findes også de typer, der eksperiementer med at lave deres egne essenser, der har fermenteret siden august.

Jeg kender folk, der laver den samme gløgg år efter år, fordi de er glade for den opskrift, og den bare virker hver gang, eller fordi det er en tradition, og mormor Åse altid lavede den.

Jeg selv glemmer, hvordan jeg lavede gløggen sidste år, og jeg glemmer sandelig også at skrive det ned. Derfor er det spændende, hvordan den bliver hvert år.

I år startede jeg med at lave en karamel med hasselnødder. Da nødderne og karamellen var godt brune, så kom der rødvin på og kryddderier i. Da det var færdigt med at koge efter et par minutter, ja, jeg ved det godt: Gløgg må ikke koge, men det her er mere en essens. Nå, da det var taget af varmen, så fik det lov at stå en halv times tid, inden det blev smagt yderligere til med appelsinsaft, halve æbler, flere krydderier, vin og portvin.

Egentlig er det ikke svært, det der med at få alkoholen til at blive i gryden. Det der kan være svært, er at få det hele til at smage, som man gerne vil. Der er så mange smagsgivere, der kan komme i spil, og i sidste ende er det jo en selv, der skal bestemme. Jeg skal nok komme med en opskrift på min gløgg, men det sjove er jo at eksperimentere selv.

Når essensen er lavet, så smag dig frem med portvinen, appelsin, måske lidt citronsaft osv.

Når du er tilfreds med smagen, så varm den lækre væske op – under låg naturligvis. Sluk inden den koger. Sigt den så og kom det hele i en termokande.

Jeg er ikke så vild med de der våde nødder, rosiner og alt det andet, der af en eller anden grund skal ligge og forstyrre min gløgg, men hvis du kan lide det, så er der ingenting i vejen for at komme den slags i, efter den er sigtet.

 

Gløgg

 

Jeg har brugt:

 

1 fl. rødvin

1/4 fl. portvin

2 appelsiner - saft og skal

1 citron - saft og skal

1 dl. rørsukker

1 tommelfingerstørrelse ingefær i skiver

2 kanelstænger

1/2 stang vanille

8 knuste kapsler kardemomme

1 kvist rosmarin

1/2 muskatnød

2 æbler

1 håndfuld hasselnødder

 

Husk, at det er dig, der bestemmer, og det er sjovt at smage gløggen til, men husk, at det er nogen andre, der skal køre bilen ud til naturen, hvor den skal drikkes. God første søndag i advent.

 

Tilsmagning

Prøv at starte med at dele de ingredienser, som du har valgt, op i fire karegorier: Surt, salt, sødt og bittert. Det gælder om at spille de smage op mod hinanden. Det giver en større og mere interessant smag, end hvis man bare får sådan en hvinende sød drik. En sur gløgg er der heller ikke nogen, der kan lide.

En del mennesker er bange for de bitre smage, men de er faktisk med til at give det hele en god dybde. Man kan sagtens neutralisere de bitre smage, eller ihvertfald camuflere dem, ved at tilsætte sødme og syre.

Nødder kan være med til at tilsætte en snert af umami til gløggen. Man skal øve sig lidt i at smage ting til på den måde, og krydderierne kan drille lidt. De har selvfølgelig deres smage, men nogle er også søde, sure eller bitre. Eksempelvis er vanille noget af det mest bitre, der findes.

Når man først har knækket koden, så kan man tage sin madlavning til helt nye højder. Man kan nærmest få ALT til at smage himmelsk.

Nu er det ikke så tit, at man kommer salte ting i sin gløgg, men prøv alligevel at komme en lille bitte smule i til sidst. Det giver lige et kick.