Formandens sidste beretning efter 28 år

Formandens sidste beretning efter 28 år
I sidste sæson havde teaterforeningen 497 abonnenter, fortalte Jette Glavind Pedersen blandt andet. Arkivfoto: Berit Hvassum
NYHED | ABONNENT | 29. SEP 2022 • 10:30
NYHED | ABONNENT
29. SEP 2022 • 10:30

Teaterforeningen Bornholm holdt onsdag eftermiddag sin generalforsamling, hvor Jette Glavind Pedersen takkede af efter 28 år i formandsstolen.

 

– Der er nu gået tre år, siden vi åbnede for køb af teaterbilletter direkte på vores hjemmeside, og vi synes, at det er gået godt. Det lader til, at folk vænner sig mere og mere til at købe også teaterbilletter på nettet.

Sådan indledte formand for Teaterforeningen Bornholm Jette Glavind Pedersen sin beretning på generalforsamlingen onsdag eftermiddag på Rønne Theater.

Hun ved, hvad hun taler om, for hun har været med i foreningen i 35 år og formand i 28, men stillede ikke op denne gang og er dermed ude af bestyrelsen.

Også Johan Sørensen stoppede. Han blev valgt ind i 2011 og har haft det store arbejde med at koordinere de frivilliges indsats på scenen i samarbejde med Rønne Theaters scenemester, oplyste den afgående formand.

– I sidste sæson havde vi 497 abonnenter – stort set det samme, som året før, og igen må vi konstatere, at løssalget er stigende, fortsatte hun blandt andet denne sin sidste beretning.

I sæsonen 2021-22 havde foreningen 23 forskellige forestillinger og ingen aflysninger på grund af covid.

– Hurra for det, kommenterede hun.

– En kæmpe lettelse for både os i teaterforeningen og for billetkontoret.

Også teaterrejsen lykkedes i år, så den 4. september drog 49 glade teatergængere af sted til forestillingen "Anastasia" på Malmø Musikteater.

– Her fik man ud over teateroplevelsen en skøn frokost på Mossbylund og en smuk bustur. Et koncept, som teaterforeningen vil fortsætte med, når vi selvfølgelig fortsætter med at arrangere teaterrejser, sagde Jette Glavind Pedersen.

Fungerer det nye format på brochuren og bruger folk vores hjemmeside, spurgte hun og svarede selv:

– Bestyrelsen er meget glad for det nye format og udseende på sæsonbrochuren, men er teaterpublikummet også? Har folk øje for, at vi også har en fantastisk god hjemmeside med masser af information om forestillingerne og om sideaktiviteter? Fra producenterne og teatrene modtager vi spændende og informativ læsning om forestillingerne, som vi lægger ud på hjemmesiden tilgængeligt for alle. Det kan være interview med kunstnerne, baggrundsstof, små filmklip og trailers. Alt sammen er med til at informere og gøre forventningerne og teateroplevelsen større.

Hjertebarnet

– Kurt Espensen, som er vores hjemmesideredaktør, arbejder hele tiden på at udbygge og forbedre hjemmesiden, og vi modtager meget gerne input med nye ideer. Ligger man inde med gamle sæsonprogrammer, vil vi meget gerne have dem, da vi har nogle huller i rækken fra 1973/74 til 2022/23, sagde hun videre og stillede også endnu nogle spørgsmål, som hun ligeledes forsøgte at besvare:

– Går børnefamilier i teatret? Gør unge mennesker? Ja, det gør de i København, Aarhus og andre større byer. Men gør de det her på Bornholm? Det er ofte et spørgsmål, vi stiller os selv, fordi vi har svært ved at få fat i børnefamilierne og fortælle dem om vores gode teatertilbud. I den netop igangsatte sæson har vi fire skønne børne-, ungdoms- og familieforestillinger. "Animals" af Meridiano Teatret og Teater Tix, "Pinnochio" af Teaterpatrasket, "God Jul, Cirkeline" af Teater Next og "Robin Hood" af Folketeatret.

Om Bornholms Internationale Gadeteaterfestival sagde Jette Glavind Pedersen blandt andet:

– I 10 år har Bornholms Internationale Gadeteaterfestival været vores hjertebarn. Nu er festivalen givet videre til Undreværkets Kunst- og Kulturforening i Gudhjem. Den ligger i gode hænder hos Helene Høm og Thomas Danielsen sammen med deres frivillige hjælpere, som havde deres ilddåb i sommer i dagene 22.-24. juli, hvor festivalen blev afviklet i Gudhjem, Hasle og Rønne, og hvilken festival det blev! Den blev mindst lige så vellykket, som vi kunne have ønsket.

Dertil slog hun selvfølgelig fast, at det er 50-året for Teaterforeningen Bornholm, som daterer sig til den 21. november 1972.

– Vi glæder os til i disse dage at fejre 50 års jubilæet med fire teaterforestillinger til 70'er priser og en reception inden for den samme uge – netop denne uge, hvor også generalforsamlingen holdes, sagde hun.

Der er reception på Rønne Theater fredag klokken 16 til 19 i anledning af, at foreningen fylder 50 år.

 

 

Nye navne i bestyrelse

34 medlemmer mødte frem, da Teaterforeningen Bornholm onsdag holdt sin generalforsamling.

Formand Jette Glavind Pedersen havde på forhånd meddelt, at hun stoppede i bestyrelsen. Det samme gjorde Johan Sørensen. Thomas Danielsen og Nana Schiøtt Hansen blev valgt ind i stedet, og Kirsten Lenz blev valgt som suppleant.

Den nye bestyrelse har endnu ikke konstitueret sig.