Emilie udgiver album med folkesange: 'Jeg vil gerne genfinde min dialekt'

For mig er folkeviserne fra min fødeø synonyme med min moders stemme, og den vil jeg gerne føre videre, siger sanger og sangskriver Emilie Lorentzen, der arbejder på at genfinde sin dialekt. Nu har hun udgivet albummet 'Moersmål' med bornholmske folkesange.

Emilie Lorentzen er vokset op i en musikalsk familie, hvor alle spiller og synger. Familien Lorentzens overhoved, den nu afdøde, men i manges hukommelse stadig lyslevende præst Inge Lorentzen, var Emilies farmor. Hendes far, Johan Lorentzen, har spillet og sunget i Gudhjem i mange år, onklen Jakob Lorentzen er kantor og organist i Holmens Kirke.

Derfor er det svært for Emilie Lorentzen at sætte en præcis dato på, hvornår hendes interesse for musik startede.

– Det er lidt diffust. Vi har altid haft klaver, som jeg har klimpret på ... og lige så stille kom der også guitar på. Det kom pø om pø, siger den 34-årige sangskriver og lingvist.

Sangskriver som 14-årig

Emilie Lorentzen er opvokset i Rønne og Vestermarie. Hun lærte sig selv at spille guitar og klaver under kyndig vejledning af faren og de to ældre brødre, Jonas og Christian, og skrev sin første sang som 14-årig. Teorien blev styrket på Musikalsk Grundkursus i Rønne.

Efter gymnasiet flyttede Emilie Lorentzen til København, hvor hun skrev sin egen musik og spillede på cafeer. I 2012 tog hun et halvt år til Indien. Dels for at lære kulturen at kende og dyrke yoga – men inderst inde var Emilie Lorentzen på en hemmelig mission: hun ville dykke ned i sproget.

– Jeg har altid været interesseret i sprog generelt. At finde ordenes oprindelse. Min far sagde altid: Emilie, du skal være sprogforsker, men jeg tænkte, nej, det er alt for kedeligt.

Vi taler det samme sprog

I Indien undrede Emilie sig over, at der var så mange ord, hun kunne genkende.

– Det var sjovt, hvordan både det nutidige og oldtidssproget dernede lignede de europæiske sprog. På hindi hedder mor og far ma og pa. Først tænkte jeg, at det kom fra kolonitiden, men alligevel, det ville være underligt at låne de ord fra et fremmed sprog. På sanskrit hedder mor og far matar og pitar, på latin mater og pater, det ligner hinanden ufatteligt meget.

Emilie Lorentzen fandt ud af, at der historisk går en sprogbølge, der strækker sig hele vejen fra Indien til Island.

– Den går fra de indiske sprog og hele vejen op gennem Mellemøsten, afbrudt af de semitiske sprog, og så op gennem Europa, Skandinavien og helt op til Island. Den kaldes indoeuropæisk og cirka 46 procent af verdens befolkning har et indoeuropæisk sprog som modersmål. Hele sprogfamilien indeholder cirka 445 sprog.

Tilbage til baglandet

Tilbage i København begyndte Emilie Lorentzen at læse indoeuropæisk lingvistik på universitetet.

Her opdagede hun, at det bornholmske sprog sammen med svensk og dansk er en del af den sprogstamme, man kalder østnordisk, mens norsk er vestnordisk sammen med færøsk og islandsk. I 2018-19 landede hun et studiejob hos Alex Speed Kjeldsen, der manglede hjælp til at indplotte data i forbindelse med det store bornholmske ordbogsprojekt, Den Bornholmske Ordbog.

– Det var fantastisk. Jeg fik blandt andet mulighed for at nærlæse flere hundrede sider af Espersens, som er den mest kendte bornholmske ordbog, og læste også en masse gamle bornholmske digte. Det gav mig lyst til at arbejde med dialekten og mit eget bagland, også kunstnerisk.

Så snart Emilie Lorentzen stod med en bachelor i indoeuropæisk historisk lingvistik kastede hun sig imidlertid ud i musikken igen. I første omgang som såkaldt 'kriger' i Heilung, som hendes bror Jonas var med i.

– Det er baseret på folkemusik og historiske instrumenter, og er meget eksperimenterende. De sigter blandt andet efter hvordan vi kan forestille os, man spillede musik i vikingetiden og jernalderen, og det har åbnet for nye måder at bruge min stemme på.

Den hellige gral

I 2020 påbegyndte Emilie Lorentzen arbejdet med at samle materiale til et album med bornholmske folkeviser. Planen var at udgive en håndfuld af de gamle folkesange, og de fem sange kom efterhånden meget naturligt, fortæller hun. Dog med sporskifter undervejs.

– Fra starten havde jeg tænkt, jeg ville indspille de sange, jeg kendte fra barnsben, for eksempel Liden Stina og Jâ Va Lidinj Horra. Men så fandt jeg ud af, at jeg havde brug for at tage nogle sange, som var mere nye for mig, til at starte med. Jeg var alt for farvet af min barndom i forhold til de gamle, og det var på en måde for ømt.

Undervejs søgte Emilie Lorentzen hjælp og inspiration hos erfarne folkemusikere på øen, herunder violinisten Hans Askou, folkemusikanterne Niller og Kisser samt Henning og Ann-Cathrin.

– Den første jeg tog kontakt til var Hans Askou. Da vi mødtes forærede han mig den hellige gral i bornholmsk folkemusik, kantor Hans Johansens samling. Det er viser i bornholmsk mundart, som blev nedskrevet i slutningen af 1800-tallet og udgivet i begyndelsen af 1900-tallet via Bornholmske Samlinger. Han havde været ude på gårdene og indsamle tekster og noder og skrevet dem ned, og det er derfor, vi har materialet i dag.

Bornholmsk er ikke kun til jokes

Drømmen med 'Moersmål' er dels at sætte fokus på øens kultur og historie, men også på at bevare bornholmsk som et brugssprog.

For mange bornholmere er der ifølge Emilie Lorentzen en direkte forbindelse mellem det bornholmske sprog og bornholmsk identitet, også selvom man måske ikke taler det selv.

– Der er så mange mennesker, der har følelser bundet op på det bornholmske, det har jeg også selv. Jeg bliver varm indeni, når jeg hører folk snakke bornholmsk, og jeg prøver også altid at snakke det til folk på øen. Hvis de så siger 'hvaba?' skifter jeg over, men hele mit oeuvre er bundet op på at genfinde min dialekt.

– Som jeg ser det, har rigtig mange en idé om, at bornholmsk, det er hyggeligt, sødt og sjovt, men det er ikke alvorligt. Jeg synes sagtens bornholmsk kan bruges til at tale om vigtige, alvorlige, dybe ting. Det er ikke kun til jokes. Jeg vil gerne være med til at give æren tilbage til det bornholmske.

Bornholmer i Holland

Moersmål blev lanceret i torvehallen i Rønne i august og forhandles hos Musik Experten i Rønne. Emilie Lorentzen har kun fået gode reaktioner på sin udgivelse og arbejder allerede på en ny udgivelse.

Den bornholmske nomade bor i dag i den hollandske by Groningen.

– Det er jo på grund af kærligheden. Jeg mødte min nuværende mand i Heilung i 2018, han er tysk, vi blev gift i maj på Bornholm. I starten rejste jeg frem og tilbage, men nu er jeg blevet fastboende. Jeg har været rejselysten hele mit liv, men det er også dejligt at have et hjem, hvor jeg kan bygge og bo. Herfra går min verden nu. Det er en stor ting og det er måske også derfor, jeg fik den stærke trang til at dykke ned i mine rødder. Danmark er fin nok, men det er Bornholm, der er mine rødder. Klipperne, sandstrandene, skovene, bakkerne, sprækkedalene, det er der, hvor jeg føler, jeg kommer fra, siger Emilie Lorentzen, der fejrer jul og nytår hos sin mor, Anne Lorentzen, i Rønne.

Fotograf: Ruben Terlouw Location: Lundestenen jættestue på Hovedgårdsvejen Grafisk design: Fieke van den Hurk

 

Gamle sange – nye melodier

Den første sang, Emilie Lorentzen valgte at indspille, var hyrdekaldet Hâ Driv Jimm, som er et direkte skridt ind i den bornolmske bondehistorie, dengang store dele af øen var dækket af lyng.

– Henning og Ann-Cathrin har jo indspillet den her sang, de har faktisk udgivet en hel lp, der hedder Hâ Driv Jemm. Der er forskellige melodier til den, som fortæller en del om kulturen på Bornholm i gamle dage, da hyrderne gik ud for at kalde dyrene hjem fra blandet andet Almindingen og højlyngen. Jeg valgte at indspille den kun med klokker og en harmonium-drone på. Det giver sangen en dejlig, dyb aftenstemning.

Krågan havde Henning og Ann-Cathrin også indspillet, og den var der også to melodier til i Hans Johansens samling.

– Den ene er lidt gumpetung, synes jeg, så jeg valgte den anden, som er mere frisk og dansende i det, og tænkte med det samme på Niller og hans sækkepibe og Kissers mundharpe.

– Ælverhoi er også fra Hans Johansens samling. Den handler om en person, der kommer i kontakt med elvere på en grøn høj, og det er ikke vist, om de er ondsindede eller ej. Lignende historier og viser findes i hele Norden, men den bornholmske melodi er så smuk. Det simple klaverstykke kom til mig med det samme, og jeg vidste, der skulle strygere på. Hans Askous pizzicato-violinspil og dragende bratsch- og violinarrangement løfter sangen til nye højder.

– Annra Majna kendte jeg fra barn, men med en anden melodi. Jeg elsker originalen, men Hans Askou spillede den anden melodi for mig, som er lidt mere messende og middelalderlig i stemningen. Det var spændende, syntes jeg, kombineret med hans hoppende og dansende violinstemme.

Trojllbujnnen er Emilies oversættelse af Eivørs Trøllabundin, som betyder tryllebundet på færøsk.

– Ordet "galdrakarijn" (troldmanden) i den bornholmske oversættelse er ikke et egentligt bornholmsk ord, men jeg kunne ikke finde et hjemmehørende ord, der passede på både stemningen og versefødderne. At 'galdre' er at sige eller synge trylleord. Den handler om fortryllelse, siger Emilie Lorentzen.

 

De fem sange

Ælverhoi

Hâ Driv Jimm

Annra Majna

Krågan

Trojllbujnnen

Musikerne

Emilie Lorentzen

Hans Askou

Kirsten "Kisser" Mosin Olsen

Niels Erik "Niller" Rasmussen

Pan Bartkowiak