Unge på Folkemøde: 'Vi er her mest for de kolde øl'

Unge på Folkemøde: 'Vi er her mest for de kolde øl'
Sebastian Heller til højre, til venstre for ham Rasmus Sandorff og overfor Mariann Burup. Foto: Torben Østergaard Møller
NYHED | ABONNENT | 15. JUN 2022 • 17:31
NYHED | ABONNENT
15. JUN 2022 • 17:31

Onsdag begyndte unge mellem 16 og 30 år at indtage Folkemødets nye tiltag, Camp Ung Agenda, over for Hammershus.

Her er slået telte op i området op til skovbrynet, på den modsatte side af vejen tildeler Hammershus' gamle mure mod den blå sommerhimmel udsigten et majestætisk tilsnit, og bevæger man sig ad en sti længere ind i bevoksningen, er der allerede her ved højlys dag onsdag tændte lyskæder i træerne.

I det fjerne fornemmer man rytmen – umchi-umchi-umchi – af musik.

Er man gået fejl af tid og sted og havnet midt i Wonderfestiwall?

Nej, musikfestivalen er stadig henlagt til den 18.-21. august, men det er ganske rigtigt lige her i området over for borgruinen, den bliver afholdt. Aktuelt og i de kommende dage er det dog Folkemødets nye tiltag, der har gjort sit indtog, nemlig Camp Ung Agenda, som tilbyder indkvartering til folkemødets 16-30-årige gæster, som her ud på eftermiddagen er ved at indfinde sig og stille deres telte op.

Formålet er simpelthen at lokke flere unge med på Folkemødet, og det lader til at lykkes.

Længere oppe i området finder man endnu en større plads, hvor der er rejst et stort festivaltelt, og hvor der nok skal blive gået til den, når Folkemødet folder sig ud en spadseretur cirka en halv time herfra.

Lige nu er området kun så småt ved at blive befolket og teltene rejst, men snart vil busserne begynder at trille ind med unge mennesker.

Det er fedt!

I en rundkreds på pladsen sidder en gruppe henslængt i liggestole, en af dem er Sebastian Heller. Han fortæller, at han dels er projektleder for ungdomsprojektet Frirum, han er med i projekt Ungdomsøen og dertil Verdensmålsambassadør.

Her sidder han sammen med en flok kammerater, alle fra Sjælland, som også er fra Ungdomsøen.

– Vi har lige et statusmøde, så vi får klarlagt, hvilke programpunkter, vi skal deltage i, siger han, som også var til Folkemøde i 2018.

Synes du, det er et godt tiltag med denne Camp Ung Agenda?

– Ja, jeg synes det er fedt! Den ligger lidt langt væk fra Folkemødet, men det er nogle gode omgivelser og et godt tilbud med god pris at komme herover for. Så rammerne er fine.

Alle er velkomne

Hans sidekammerat Rasmus Sandorff forklarer:

– Ungdomsøen er en ø, som ligger ud for Københavns Havn på et gammelt søfort, Middelgrundsfortet, som vi har lavet om til en ø, hvor alle unge er velkomne.

Hvad vil projekt Ungdomsøen?

– Fremme ungdomskultur og ...

Mariann Burup over for ham bryder ind:

– ... skabe de næste generationer og samfundsbevægelser af nysgerrige og aktive samfundsborgere, siger hun.

Jo, det tegner til at blive et godt Folkemøde, og vi bidrager straks med lidt bonusinfo:

Med Nordea-fonden som toneangivende fondspartner, suppleret af A.P. Møller Fonden, TrygFonden, Lauritzen Fonden, Tuborgfondet, Spar Nordfonden & Friluftsrådet blev stenene lagt til, at ungdommen endeligt i august 2019 kunne indtage sin egen ø, og siden har unge i tusindtal besøgt øen.


Den fulde udgave

Petrine Bagala Larsen og Meltem Sahin i fuld gang med pumpen. Foto: Torben Østergaard Møller

Petrine Bagala Larsen og Meltem Sahin er kommet til Folkemøde fra København og hjælpes ad med at få pumpet luftmadrassen op.

De skal til Folkemøde for at hygge sig og var her også sidste år, da det blev afviklet med begrænsninger.

– Nu skal vi prøve den fulde udgave, siger Petrine.

– Sidste år cyklede vi også Bornholm rundt, og i år kom vi i mandags og har nået at blaffe Bornholm rundt med base på Balka Strandhotel.

Hvad synes I om tiltaget med en ung lejr?

– Det er skide fedt, siger Meltem Sahin.

– Så kan man både møde nogle ligesindede og også ha' det sjovt.

De to folkemødedeltagere har masser af sobre planer for de kommende dage, men erkender også:

– Vi er her mest for de kolde øl.

 


Bade, drikke, snakke ...

Esther Molin Sørensen, Signa Fatum og Janne Bohn er taget fra København til Folkemøde. Foto: Torben Østergaard Møller

Esther Molin Sørensen, Signa Fatum og Janne Bohn er taget fra København til Folkemødet.

Esther var også med i 2019, men i år er det faktisk Jannes idé, at de tre skulle af sted.

– Jeg er en del af Studenterrådet på Københavns Produktionshøjskole, som gerne ville lave noget herovre, og så blev jeg opmærksom på Ung Agenda. Jeg tænkte, at jeg gerne ville herover, bade lidt, drikke nogle øl og snakke med nogle politikere.

Esther:

– Jeg har arbejdet meget i de seneste par år og glæder mig bare til at kunne gå rundt og opleve det hele. Jeg er blevet anbefalet at tage ned til Informations stand og se Bjarne Corydon og Rune Lykkeberg debattere, så det kan være en mulighed.