Dansk sangerinde hyldes i Allinge

NOTITS | ALLINGE | 17. SEP 2022 • 10:30
Holger Larsen
Journalist
NOTITS | ALLINGE
17. SEP 2022 • 10:30

En af Danmarks mest kendte og elskede sangerinder gennem tiden, Grethe Ingmann, hyldes søndag den 9. oktober ved et arrangement i Bornholms Idræts- & Kulturcenter (Nordlandshallen) i Allinge.

Det er skuespilleren og sangeren Trine Pallesen, der tegner et musikalsk portræt af Grethe Ingmann under titlen "Ta’ mig som jeg er". Trine Pallesen turnerer for tiden rundt med koncertforestillingen, hvor hun akkompagneres af Mathias Groves seksmandsorkester.

Forestillingen kaldes et kærligt og hudløst portræt af Grethe Ingmann, der som 17-årig hoppede fra strømpefabrikken på Amager og ind på scenen. Sammen med Jørgen Ingmann strøg hun til tops med Dansevise ved det Internationale Melodi Grand Prix i 1963.

Grethe Ingmann døde i 1990, 52 år.

Det er Danske Seniorer og ASG, som arrangerer, oplyser Danny Christensen fra Danske Seniorer i en pressemeddelelse. hol