Borrijnholmst ortoi

Borrijnholmst ortoi
Illustration: Christina Skovmose/Birgitte Harild
SPROGET | BORNHOLM | ABONNENT | 23. JUN 2021 • 20:04
Af:
Alex Speed Kjeldsen
SPROGET | BORNHOLM | ABONNENT
23. JUN 2021 • 20:04

I denne og de kommende uger skal det handle om borrijnholmst ortoi, en betegnelse, der dækker over ordsprog, talemåder og andre fyndige vendinger. Vi tager udgangspunkt i det enorme materiale, som Hans Johansen (1877-1954) indsamlede i en periode på over 60 år.

Johansen blev født i Svaneke og tog lærereksamen og var sanglærer ved Gjedved Seminarium. Han arbejdede som lærer ved Ibsker Nordre Skole fra 1902 til 1907, hvorefter han blev kommunelærer og klokker/kantor i Rønne og fra 1931 viceskoledirektør i Gentofte frem til sin pensionering i 1947.

Kantor Johansen, som han almindeligvis kaldes, er særlig kendt for i ellevte time at have optegnet de gamle bornholmske folkeviser, men han indsamlede altså også særlige talemåder fra 1890’erne og frem. Det blev til en imponerende samling på 14.000 kartotekskort og udkast til en samlet (endnu upubliceret) udgave.

En stor del af materialet kendes ganske vist også fra rigsmålet og andre dialekter, men i sammenligning med rigssprogets gængse talemåder, finder man ofte en mere bramfri tone i de bornholmske udtryk. Stillejet er ofte lavere, ja ikke sjældent i retning af det latrinære.

Det kan for eksempel illustreres med en pendant til udtrykket “Et uheld kommer sjældent alene”, som på bornholmsk kan hedde “Når fanijn sjider, sjider hajn i stakka”. Samme niveau befinder vi os på, når man om den, der betaler kontant, kan sige “Hajn, dær betaller, va hajn kjøvver, kajn slæppa ejn sjid, når hajn løvver”, og når man om den overdrevent pertentlige kan sige, at “Hajn e så akkurâter, a hajn torr rawen, ijnnan hajn sjider”. Et andet eksempel er den følgende kommentar til, at det er let at være stor i slaget, når man har sit på det tørre: “De e ijnnen sâg å sjida, når rawen e fujll”. Eller hvad med et praktisk råd som “Ejn må hæjller stå bâg ver ejn dær sjider, æjn foran ejn, dær pissar”?

I næste uge ser vi nærmere på talemåder, der tager højrøvede, dovne, utålmodige og vantrevne personer under behandling.

 


Denne artikel er lavet i samarbejde med Bornholmsk Ordbog. Gå på sproglig opdagelse på bornholmskordbog.ku.dk