Aftenkoncerter på torvet var et hit: 'Jeg har fået store mandekrammere af folk, jeg ikke kender'

Aftenkoncerter på torvet var et hit: 'Jeg har fået store mandekrammere af folk, jeg ikke kender'
Simon Sandbye evaluerer uge 27, hvor hans drøm om aftenkoncerter på Store Torv i Rønne gik i opfyldelse. – Det gik over al forventning, siger han. Arkivfoto: Jacob Jepsen
BYLIV | RØNNE | ABONNENT | 13. JUL 2021 • 14:23
Sofie Møller
Journalist
BYLIV | RØNNE | ABONNENT
13. JUL 2021 • 14:23

Simon Sandbye går rundt på scenen på Store Torv i Rønne og hjælper med det sidste lyd, inden dagens første band går på ved middagstid.

– Der er mere ro på nu, siger han og sætter sig efterfølgende på en af de grønne bænke, der er placeret til gavn for forbipasserede, der skulle have lyst til at tage et stop på torvet.

– De var optaget det meste af sidste uge. Der var virklig travlt, siger han og refererer til uge 27, der var en markering af Rønne Handelsstandsforenings 150 års jubilæum. En uge, der bød på et udvidet program med koncerter på både Lille Torv, Laksetorvet og Store Torv, som Simon Sandbye havde stået for at arrangere fra første til sidste artist.

Udover at koncerterne i løbet af ugen var spredt på byens torve, var det særlige for programmet, at der var koncert frem til klokken 22 hver aften fra mandag til lørdag.

Netop aftenkoncerter er noget, Simon Sandbye har arbejdet på at få indført i alle seks år, han har stået for sommermusik på torvet, og med god hjælp fra handelsstandsforeningen kunne han endelig prøve det af en uge i træk.

Store mandekrammere

– Det er gået fantastisk, over al forvetning, vil jeg sige, siger Simon Sandbye, da han vurderer ugens forløb til Tidende.

– Der har været fyldt med mennesker på torvet de fleste dage. Især de to store aftener, mandag og lørdag, vil jeg tro, der var omkring 400-500 mennesker, hvis ikke mere, siger han.

Simon Sandbye har altid tænkt, at aftenkoncerter ville blive taget godt imod af både turister og lokale, men han er overrasket over, hvor glade folk faktisk har været.

– Hele ugen var der en helt særlig stemning, og der kom virkelig mange forbi, for at tilkendegive, at de var glade for programmet.

– Jeg har fået store mandekrammere af folk, jeg ikke kender, som siger: "Hvor er det fedt, det her. Det er så vigtigt, at der er kommet liv i Rønne på den her måde." Det viser jo bare, at det er noget, folk gerne vil have og bakker op om, siger Simon Sandbye.


I uge 27 var der gang i Rønne fra morgen til aften. Der var stor opbakning fra både turister og lokale. Foto: Jacob Jepsen 

Økonomien kniber

Nu er ugen omme, og de ekstra penge, som handelsstandsforeningen havde skudt i projektet, er alle brugt, og derfor må Simon Sandbye gå tilbage til at arrangere dagskoncerter som førhen.

– Jeg har alle år haft et ønske om at lave mere livemusik om aftenen. Men aftenmusikken er desværre dyrere. Den økonomi, der har været mulig at skaffe, har kun rakt til at arrangere musik om dagen, siger han.

Simon Sandbye håber dog forstsat på, at man i fremtiden kan samle nok penge sammen til flere aftenkoncerter.

– Jeg håber virkelig, det kan lade sig gøre til næste år. Målet er at holde aftenkoncerter fredag og lørdag i sommerugerne. Det vil også føre en masse gode sideeffekter med sig. Udover liv i Bornholms største by er der for eksempel også mange af kunstnerne, der tager deres familier med til øen og holder ferie i en uge eller to, siger Simon Sandbye.

Men hvis det skal lade sig gøre, kræver det altså en større pengepulje og flere frivillige, der kan give nogle hænder med, understreger han.

– Hvis sådan nogle ting skal ske i byen, så bliver vi nødt til at byde ind fælles. Vi bliver nødt til at stå sammen om det, siger han.

De næste fem uger er Sommerliv på Torvet tilbage i sin sædvanlige form, hvor der vil være omkring to koncerter om dagen.