Aakirkeby-kunstværker er kommet til Gudhjem

Aakirkeby-kunstværker er kommet til Gudhjem
Kunstneren Sunny Asemota arbejdede i sidste uge på Kirkestien i Gudhjem. Foto: Berit Hvassum
NYHED | ABONNENT | 23. MAJ 2022 • 15:30
Tommy Kaas
Digital chef
NYHED | ABONNENT
23. MAJ 2022 • 15:30

To kendte kunstværker fra bybilledet i Aakirkeby er blevet fragtet til Gudhjem og pryder i dag en privat have i Gudhjem.


I 1999 blev kunstmaler Sunny Asemota kaldt til Aakirkeby. Erik Strøby – genbo til Aakirkebyhallerne – ville gerne have dekoreret den olietank, der stod uden for hans hus på Grønningen, og da Sunny Asemota blandt andet var kendt for at male på det meste, var det ham, der fik opgaven.

Kunstneren gik til penslerne, og frem kom nogle af hans karakteristiske figurer, som i de efterfølgende år dansede om kap med den Anders Nyborg-skulptur, der var rejst foran hallerne på den anden side af vejen, og som det netop var meningen, at den kunstfærdigt udsmykkede olietank skulle være en replik til.

Siden er Erik Strøby død, og huset er solgt. Og olietanken, den er via et stop hos Bornholms Produkthandel, hvor den er blevet skilt ad, havnet i Gudhjem hos Hanne Strøby, datter af Erik Strøby.

Forleden var det hendes tur til at tage kontakt til Sunny Asemota for at høre, om de tilbageværende, dekorerede dele af olietanken kunne reddes efter længe at have stået ude i al slags vejr.

Torsdag og fredag i sidste uge kunne forbipasserende på Kirkestien derfor opleve den farverige kunstmaler give den gas på de to store billeder. Nu er arbejdet gjort færdigt, og ejeren er tilfreds.

– De er blevet frisket op, og vi nyder dem, siger Hanne Strøby til Tidende.

Baggrunden og figurernes omrids har fået en omgang, og så har kunstneren tilføjet et ekstra element nu, hvor værkerne fremover skal hænge i Gudhjem.

Her i byen var Oluf Høst nemlig – ud over yndlingsmotivet Bognemark – blandt andet kendt for at være en virtuos udi at gengive stjernehimlen, og Sunny Asemotas figurer på den nu tidligere olietank har også fået en stjernehimmel at bevæge sig under.

Værkerne kommer fremover til at hænge inde i Hanne Strøby og Lasse Falkenbergs have på Kirkestien. De vil ikke være synlige fra vejen.

Og Sunny Asemota, han er i øvrigt tilbage i fuld, bornholmsk vigør efter at have været fra øen i nogle år. Han er i dag bosat i Nexø og skal i sommer blandt andet udstille på Christiansø.

De i artiklen omtalte stjerner på kunstværket er tilføjet efter dette billede blev taget. Foto: Berit Hvassum