Landsretten stadfæster dom til tidligere ejendomsmægler

Landsretten stadfæster dom til tidligere ejendomsmægler
De tre husbåde, som nåede at blive færdigbyggede, ejes i dag af Baltic Seaside Maritim Living, som gerne vil sælge husbådene. De ligger i Nexø Havn, og de har siden 2017 været udlejet igennem Bornholmtours (nu Novasol). Arkivfoto: Jacob Jepsen
NYHED | ABONNENT | 27. MAJ 2022 • 21:30
Holger Larsen
Journalist
NYHED | ABONNENT
27. MAJ 2022 • 21:30

Det er efterhånden flere år siden, at det stort anlagte husbådprojekt i Hasle Havn led skibbrud, men for nogle af de involverede skaber sagen stadig efterdønninger.

Østre Landsret afsagde onsdag den 25. maj dom i en ankesag, som var anlagt af tidligere ejendomsmægler på Bornholm, Eva Charlotte Engell, som tidligere hed Charlotte Kjøller. Eva Charlotte Engell havde her gentaget sin påstand fra Retten på Bornholm om, at Baltic Seaside Maritim Living ApS, Kim Ernst Søhald og Quali Byg Aps skulle betale to millioner kroner til Baltic Seaside Bornholm Aps under konkurs.

Samme resultat

Landsretten endte med at nå frem til samme resultat, som byretten var nået til den 24. juli 2020:

At Eva Charlotte Engell ikke har godtgjort, at hun er fordringshaver i Baltic Seaside Bornholm ApS under konkurs og dermed er berettiget til at anlægge sag i medfør af konkursloven. Eva Charlotte Engells søgsmål er derfor afvist, og hun er blevet dømt til at betale godt 100.000 kroner i sagsomkostninger.

Den nævnte sag udspringer af den store sag, hvor Eva Charlotte Engell i december 2018 først blev idømt et års fængsel for flere tilfælde af dokumentfalsk, og siden kom i september 2020 yderligere en dom på et års fængsel for bedrageri af særlig farlig karakter. Hun er blevet dømt til at betale erstatninger og har fået frakendt retten til at virke som ejendomsmægler i tre år.

Eva Charlotte Engell blev i sin egenskab af ejendomsmægler engageret af det husbådselskab, Baltic Seaside Bornholm ApS, som hun selv ejede andele i, til at sælge 10 luksushusbåde. Selskabet havde planlagt at lægge husbådene i Hasle Havn og sælge for dem for 4,5 millioner kroner stykket til pengestærke udenlandske købere.

Det gik strygende...

Salget gik strygende blev det meldt ud i pressen, og der blev hurtigt talt om, at der skulle bygges flere husbåde end de oprindeligt 10 planlagte. Det så også godt ud på de indre linjer i et stykke tid, indtil sagen krakelerede, da de første tre husbåde stod færdigbyggede i Nexø. Det viste sig, at der ikke var solgt en eneste husbåd, og så kørte sagen.

Eva Charlotte Engell er blevet dømt for at have forfalsket købsaftaler og andre dokumenter, som blandt andet er blevet brugt til at optage lån.

Bornholms Tidende har fået oplyst, at den sidste sag i husbådprojektet i forhold til den dømte tidligere ejendomsmægler er berammet til den 15.-17. november 2022.