Da stemmerne fra Rønne som det sidste valgsted blev føjet til de øvrige otte, fik Socialdemokratiet et ekstra mandat på bekostning af Venstre. Søren Schow (V) og Thomas Thors (S) sad ved siden af hinanden til den socialdemokratiske valg"fest", da det samlede resultat stod klart, og venstremanden måtte rejse sig fra stolen for at nærstudere tv-skærmen.
Ikke mange bornholmere skulle have sat deres kryds et andet sted, før de to partier var blevet lige store, kan det konkluderes, nu hvor valgresultatet er helt officielt. Tidende har med en valgsimulator, der gør brug af d'Hondts fordelingsmetode, fået et overblik over, hvor mange stemmer de forskellige partier manglede for at flytte mandater.
Blot 25 stemmer ekstra til Venstre ville have udløst en tredje plads i den nye kommunalbestyrelse. Den 23. og yderste mandat tilhører Jonna Nielsen (S), og hvis Venstre havde opnået tre pladser, ville det sidste være gået til Brian Kofoed.