Leif Olsen om sin tid i spidsen for SF: 'Der var en periode, hvor mine børn ikke skulle tage telefonen'

Leif Olsen om sin tid i spidsen for SF: 'Der var en periode, hvor mine børn ikke skulle tage telefonen'
Leif Olsen har været aktiv i bornholmsk politik i 30 år. Nu går han af som partiets frontfigur, men han forsikrer, at han vil blive ved med at blande sig. Tiden i lokalpolitik har budt på både gode og mindre gode minder, og nu er han klar til at få mere tid til de ting, der har måttet vige for den politiske gerning. Foto: Berit Hvassum.
INTERVIEW | BORNHOLM | ABONNENT | 19. NOV 2021 • 18:00

Han har været en markant figur i bornholmsk politik i 30 år. Nu går han af som SF’s frontfigur, men Leif Olsen forsikrer, at han vil blive ved med at blande sig. Han kan se tilbage på et liv som politisk aktiv med både op- og nedture.


Leif Olsen har været Socialistisk Folkepartis (SF) ansigt på Bornholm i tre årtier.

Han har været formand for den lokale partiforening, siddet i det daværende amtsråd og i kommunalbestyrelsen af flere omgange. Lige nu sidder han som formand for natur- og miljøudvalget. En post, han forlader med årets udgang, da SF ikke fik stemmer nok til at bevare deres ene mandat. Et valgresultat, der har overrasket ikke bare Leif selv, men også en del bornholmere.

– Jeg havde håbet og regnet med, at vi ville fastholde vores mandat, men sådan blev det ikke. Der er flere, der har sagt, at det var ærgerligt og overraskende. Hvis bare alle de havde stemt på SF, så havde vi måske haft en plads. Ej, folk har været meget søde og venlige ved mig. Der har da også været et par mindre søde mails, men det tager jeg med, siger Leif Olsen.

Vi var ikke tydelige nok

Han tror, at det er flere ting, der tilsammen har gjort, at SF har fået færre stemmer denne gang.

– For det første fik Enhedslisten et utroligt flot valg. Det må man jo bare ønske dem tillykke med. Men de har nok fået vores mandat som deres 7. For det andet har vi i SF nok ikke været gode nok til at fortælle om de resultater, vi har opnået de seneste fire år. Jeg mener, vi har fået gennemført en del SF politik på områder som miljø, børn og skole og ældreplejen. Så synes jeg også man kan se valgresultatet som et udtryk for, at der er et udpræget ønske om fornyelse i kommunalbestyrelsen. Jeg mener selv, at jeg har fornyet mig, men det kan man jo så spørge sig selv om, om det har været nok, siger han.

Leif Olsen mener også, at han kunne have været mere tydelig om SF's holdning til byggeriet på Snorrebakken.

– Vi var for længe om at indse, hvor meget det rådhusbyggeri kom til at betyde, og der har vi ikke været tydelige nok at sige, at det var uden opbakning fra SF. Det var Dansk Folkeparti bedre til. Vi har været for afdæmpede i vores kommunikation. I SF er vi aldrig gået ud med det store messingorkester. Vi har hellere villet snakke om det mere seriøse, men det kan godt være, at vi skulle have gjort mere af det andet, siger han.

En krævende tid

Leif Olsen har besluttet sig for, at dette var sidste gang, han stillede op som partiets spidskandidat. Både fordi han synes, at han er for gammel, når vi når næste kommunalvalg, men også for at give plads til yngre og andre kræfter fra partiforeningen.

– Det er ikke farvel til politik. Det kan jeg slet ikke. Men det er farvel til rollen som spidskandidat, siger han.

Fra det nye år er han ikke med i kommunalbestyrelsen og dermed heller ikke længere udvalgsformand.

Det var en post, han gerne havde taget de næste fire år, men det er også en post, der har været meget tidskrævende, fortæller han.

– Kommunalpolitik er utroligt komplekst i dag. Når vi for eksempel behandler et spørgsmål om et vandløb på Bornholm, så er vi nødt til at forholde os til EU-direktiver, lokalplaner og en hel del lovgivning. Sagerne er komplekse, så der er meget, man skal læse op på. Til et almindeligt møde i natur- og miljøudvalget kan der ofte være 120-130 siders tekst bagved, og så er der lovgivningen oveni. Så timelønnen for at sidde i et udvalg er ikke høj, lad mig sige det sådan, siger Leif Olsen.

Trusler om brand

Når han ser tilbage på tiden som SF's frontfigur på Bornholm, er det med mange blandede oplevelser og minder.

– Der har været mange gode oplevelser, men det har eddermame også taget meget af min tid, og det er gået ud over familien. Specielt da min kone sad i Regionsrådet, og jeg var meget væk. Der var vi glade for, at vi havde en bedstemor i Olsker, der kunne tage sig af børnene. Og de nød det heldigvis også. Der er jo som regel lidt færre regler hos bedsteforældre, og vores yngste knægt sagde engang, "mor, skal du ikke snart rejse?", fortæller Leif Olsen.

Tiden i politik har også budt på skældsord og, når det var værst, trusler rettet mod Leif Olsen.

– Gennem årene har der været en del øretæver, men hvis man er bange for at få et rap over snuden, skal man ikke stikke den frem. Det værste, jeg har oplevet, var for en del år siden, hvor der var nogen, der truede med at brænde mit hus af. I nogle år havde vi også den regel, at børnene ikke måtte tage telefonen, når den ringede, for det var ikke altid så pænt, det, der blev sagt, fortæller han.

Leif Olsen understreger dog, at der i hans tid i politik dog alligevel har været flest positive tilkendegivelser, og at han "kender flere fra partiet, som har været udsat for meget værre ting".

Mere tid til eleverne

Der er mange unge bornholmere, der kender Leif Olsen som noget andet end politiker. Ved siden af kommunalbestyrelsesarbejdet underviser han nemlig gymnasieeleverne på Campus Bornholm.

Her har politik ikke fyldt, og så alligevel lidt.

– Jeg har ikke diskuteret politik, mens jeg underviste. Eller jo, men så har det været engelsk og amerikansk politik, fordi det indgik i undervisningen. Men jeg lægger selvfølgelig heller ikke skjul på det, og det ville også være mærkeligt. Bornholm er et lille samfund og meget mediedækket, så de unge ved det selvfølgelig. Det har fungeret fint, og vi har drillet hinanden lidt i frikvarterne, fortæller Leif Olsen.

Eleverne bliver der mere tid til nu, hvor Leif Olsen igen kan undervise på fuldtid. Han har været på halv tid, mens han skulle passe arbejdet som udvalgsformand. Derudover vil Leif Olsen bruge tiden på at læse flere bøger, rejse mere og være sammen med familien.

Tag magten før administrationen

Nu indtager 11 af Leif Olsens nuværende kolleger i kommunalbestyrelsen samt 12 helt nye medlemmer snart kommunalbestyrelsessalen.

Den garvede politiker ved, at der venter de nye medlemmer en stejl læringskurve, og han vil opfordre dem til at bruge tiden på at sætte sig godt ind i sagerne.

– Når man kommer ind som ny, så er det tungt, for der er meget, der skal læses op på og forståes, før man kan gå ind og sætte sit politiske præg. Og det er jo det, vi skal som politikere. Hvis ikke vi tager ansvaret og magten, så gør administrationen det, siger han.

Selv er han spændt på at se, hvordan konstitueringen mellem Konservative, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne kommer til at gå.

– Trøst får en stor opgave i at få det til at lykkes. Det første år skal nok gå, fordi de vil rette op på de fejl, som Venstre og Socialdemokratiet lavede med budgetforliget. Men hvad så, når vi skal fremad? Hvad gør de så, når de ikke kan blive enige?, siger Leif Olsen.

Vær ærlige om uenighed

Han tror, at konstitueringspartierne på et tidspunkt får brug for at lave aftaler med andre partier i kommunalbestyrelsen, når de ikke kan blive enige internt. Og det kan blive svært, mener han.

– Venstre og Socialdemokratiet er i chok. De havde slet ikke set det her valgresultat komme, så de kommer nok til at skulle bruge deres tid på at bygge sig op igen. Så hvor mange kræfter har de til at gå ind og lave kompromiser? Handlingslammet er et stærkt ord, men jeg tror ikke, de kan være så bidragende, siger Leif Olsen.

Han tror dog, at Jacob Trøst er den, der bedst kan forene så forskellige partier, som konstitueringen består af.

– Han er en midtsøgende konservativ. Han er stille og rolig og velovervejet. Og så er han ny både rent politisk og på Bornholm. Han har ikke nogle gamle aftaler eller fjendskaber. Derfor tror jeg, han er deres bedste mulighed, siger Leif Olsen.

Han vil gerne slutte af med et godt råd til konstitueringen, der skal drive kommunen fra det nye år:

– De skal se på, hvad de er enige om, og hvad de er uenige om, og være ærlige omkring det, for falske forventninger er giftigt i politik. Og så skal de inddrage medarbejderne meget mere, både på ledelsesniveau og i de små medarbejderudvalg, og de skal inddrage fagforeningerne og borgerforeningerne og snakke om, hvad de sammen kan gøre for at udvikle Bornholm.