Kristendemokrat mistede formandspost, men fik 'fat i bordkanten'

Kristendemokrat mistede formandspost, men fik 'fat i bordkanten'
Bjarne Hartung Kirkegaard får fire år mere i kommunalbestyrelsen. Foto: Berit Hvassum
INTERVIEW | BORNHOLM | ABONNENT | 17. NOV 2021 • 11:58
Jakob Nørmark
Journalist
INTERVIEW | BORNHOLM | ABONNENT
17. NOV 2021 • 11:58

Det meste af valgaftenen var Bjarne Hartung Kirkegaard (KD) en fåmælt herre. Da kabalen blev offentliggjort klokken 01.20, var den erfarne politiker med i firkløveret af partier, der trådte ud af forhandlingslokalet.

Først og fremmest er han glad for, at Kristendemokraterne kom med i konstitueringsaftalen. Denne gang sad midterpartiet dog ikke med kongemagermandatet, så Bjarne Hartung Kirkegaard må afgive sin formandspost for social- og sundhedsudvalget til René Danielsson.

Om den indgåede aftale mellem de fire umage partier, siger han:

– Det, at vi skal kigge på børne-, skole- og familieområdet først, er smaddergodt. Hvad jeg så får af poster, finder vi ud af. Der er masser af detaljer endnu, der mangler at falde på plads.

– Men jeg er med inde og have fat i bordkanten, siger Bjarne Hartung Kirkegaard.

Han glæder sig over, at Jacob Trøst (K), som Kristendemokraterne var i valgforbund med, endte med at blive borgmester. De to andre partier, Enhedslisten og Dansk Folkeparti, samarbejdede Kristendemokraterne mellem 2013 og 2017, da de alle stod uden for det daværende SV-flertal i kommunalbestyrelsen.

– Det er nogle af dem, jeg var sammen med i valggruppe 2 i forrige periode, så dem ved jeg, at jeg kan samarbejde med. Så det ser jeg virkelig frem til, siger Bjarne Hartung Kirkegaard om genoptagelsen af partnerskabet med Morten Riis (EL) og Linda Kofoed Persson (DF).