Enhedslistens leder: Ved EL-sejr på Bornholm bør S pege på vores mand

Enhedslistens leder: Ved EL-sejr på Bornholm bør S pege på vores mand
Mai Villadsen (th.) tilbragte tirsdag morgen i Rønne for at støtte Morten Riis, Helle Munk Ravnborg og Laura Kofod i valgkampens sidste timer. Arkivfoto: Jakob Nørmark
NOTITS | RØNNE | 16. NOV 2021 • 22:22
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS | RØNNE
16. NOV 2021 • 22:22
Af:
/ritzau/

Hvis Enhedslisten bliver større end Socialdemokratiet i Bornholms Kommune ved kommunalvalget, bør der ikke være tvivl om, at sidstnævnte bør pege på Enhedslistens Morten Riis som borgmester i kommunen.

Det siger Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, tirsdag aften, efter at valgstederne er lukket.

– Jeg synes da, at hvis vi bliver større end Socialdemokratiet på Bornholm, at de bør pege på os, det er der ingen tvivl om.

– Det vil være et meget klart signal fra vælgerne om, at det budget og den kurs, de har ført, at den bakker man ikke op om.

– Derfor synes jeg, at man skal tage den nuværende viceborgmester, som jo kommer fra Enhedslisten, nemlig Morten Riis, siger Mai Villadsen.

Socialdemokratiet fik ved kommunalvalget i 2017 34,2 procent af stemmerne på Bornholm, mens Enhedslisten fik 6,3 procent.

For et år siden stoppede Winni Grosbøll (S) imidlertid som borgmester for at blive direktør i Friluftsrådet.

Hendes afløser, Thomas Thors (S), har haft svært ved at mønstre tilsvarende popularitet.

I nogle meningsmålinger på Bornholm har Enhedslisten stået til at få fem mandater, det samme som både Socialdemokratiet og Venstre.

En vej til borgmesterposten for Enhedslisten på Bornholm kan også gå gennem et samarbejde med Dansk Folkeparti.

Mai Villadsen siger, at "vi kommer selvfølgelig ikke til at give køb på vores politik".

– Men selv på Christiansborg samarbejder vi jo med Dansk Folkeparti om velfærd og på ældreområdet.

– Vi stemte sammen mod det sygeplejerskeindgreb, der var for nylig fra regeringen. Så på de områder er der noget at samarbejde om.

– Men vi må se, hvad der sker i forhandlingerne, og spørge vores kandidat Morten Riis.