Tyskland og Frankrig vil udvide Schengen med tre lande

8. DEC 2022 • 12:09UDLAND

Kroatien, Rumænien og Bulgarien bør komme med i Schengen-samarbejdet, mener EU's to største lande.

Hvis det går, som de to største lande i EU ønsker, så kommer Kroatien, Rumænien og Bulgarien med i Schengen-grænsesamarbejdet.

På vej ind til et møde for EU-landenes indenrigsministre torsdag i Bruxelles fastslår både Frankrigs og Tysklands indenrigsministre, at de tre lande bør komme med i Schengen.

- Vi står over for et vigtigt møde, hvor vi skal diskutere udvidelsen af Schengen. Frankrig støtter den udvidelse, siger Frankrigs indenrigsminister, Gérald Darmanin.

EU-Kommissionen har allerede indstillet, at de tre lande er klar til at indtræde i samarbejdet. Men der er fortsat indædt modstand blandt nogle EU-lande.

Østrigs indenrigsminister, Gerhard Karner, siger, at han vil stemme imod, at Schengen udvides. Der sker med henvisning til den tiltagende udfordring med migration.

- Jeg vil stemme imod udvidelsen af Schengen-området. Det er forkert, at et system, der ikke virker, skal udvides med flere lande, siger Gerhard Karner.

Han fremhæver, at Østrig alene i år har haft 100.000 "illegale" grænsekrydsninger.

- Det viser, at systemet ikke fungerer, siger Gerhard Karner.

Han mener, at sikkerhedshensynet for EU-landene i Schengen-området vejer tungere end hensynet til de tre EU-medlemmers interesse i at få adgang til det grænseløse Schengen-område. Også Holland har været skeptiske over for udvidelsen.

Hvis Kroatien, Rumænien og Bulgarien kommer med, vil de blive del af det grænseløse område i EU. Og de vil få et øget ansvar for at passe på EU's ydre grænser.

EU-landene skal være enige, for at de tre lande kan optages. Dermed har Østrig mulighed for at blokere optagelsen af de tre lande. Der er dog en interessant krølle på afstemningen, som måske kan få betydning for Kroatien.

I afstemningsteksten er Rumænien og Bulgarien kædet sammen, så EU-landene siger ja eller nej til begge lande, når de stemmer. Det vil formentlig betyde, at de to lande blokeres af Østrig - og måske andre lande.

EU-landenes ministre skal til gengæld stemme separat om Kroatien, og det kan måske give landet en chance for at komme med. Det er især Rumænien og Bulgarien, som mødes med skepsis blandt andre EU-lande.

Tysklands indenrigsminister, Nancy Faeser, støtter dog optagelsen af alle tre lande.

- Vi deler ikke Østrigs modstand mod udvidelsen af Schengen, siger Nancy Faeser på vej ind til mødet.

I østrigsk optik vil en udvidelse af Schengen øge problemerne med migration via Vestbalkan-ruten.

Det afviser Frankrigs indenrigsminister dog. Han mener, at de tre lande tværtimod kan være med til at styrke beskyttelsen af de ydre grænser.

- De tre lande er europæiske, og de har gjort en stor indsats for at beskytte deres grænser. Den beskyttelse kan styrkes, hvis de kommer med i Schengen.

- Hvis vi vil bremse migrationen via Vestbalkan-ruten, så skal vi tage de tre lande med i Schengen, siger Gérald Darmanin.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU