Trump truer med militært indgreb mod Nigeria

1. NOV 2025 • 22:39UDLAND

USA's præsident har bedt landets forsvarsministerium om at gøre klar til mulig militær handling mod Nigeria.

USA's præsident, Donald Trump, truer med at gå ind i Nigeria og har bedt forsvarsministeriet "om at gøre klar til mulig handling".

Det skriver han i et opslag på sit sociale medie, Truth Social.

- Hvis den nigerianske regering fortsætter med at tillade drabene på kristne, vil USA med det samme stoppe al nødhjælp og assistance til Nigeria og kan meget vel gå ind i det nu vanærede land med fuld kraft (guns-a-blazing), skriver præsidenten.

Trump har desuden instrueret landets forsvarsministerium til at "gøre klar til mulig handling".

- Hvis vi angriber, vil det være hurtigt og ondt (fast, vicious), skriver han og tilføjer:

- Advarsel: Den nigerianske regering bør handle hurtigt.

Allerede fredag meddelte Trump i et andet opslag på det sociale medie, at han har markeret Nigeria som et "land af særlig bekymring".

Det er en betegnelse fra det amerikanske udenrigsministerium for lande, der "er involveret i alvorlige overtrædelser af religionsfriheden".

Trump tilføjede desuden, at kristne i landet "står over for en "eksistentiel trussel" og udpegede "radikale islamister" som værende ansvarlige for truslen.

- USA kan ikke stå passivt og se til, mens sådanne grusomheder finder sted i Nigeria og mange andre lande. Vi står parat, beredte og i stand til at redde vores storslåede kristne befolkning over hele verden, skrev han fredag.

Nigerias præsident, Bola Ahmed Tinubu, afviste lørdag eftermiddag før Trumps trussel de amerikanske anklager.

- Karakteriseringen af Nigeria som religiøst intolerant afspejler ikke vores nationale virkelighed og tager heller ikke højde for regeringens konsekvente og oprigtige indsats for at sikre religions- og trosfrihed for alle nigerianere, skrev han i et opslag på X.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT