Tre taikonauter vender forsinket hjem til Kina
Shenzhou-20-fartøjet blev beskadiget af rumaffald og kunne derfor ikke bruges til taikonauters hjemrejse.
Tre taikonauter er hjemvendt til Jorden, efter at en skade på deres tidligere fartøj har forsinket hjemkomsten.Det viser billeder fra kinesisk stats-tv.
En taikonaut er en kinesisk rumpilot. En astronaut er derimod typisk en amerikansk eller vestlig rumpilot.
De tre taikonauter blev sendt afsted på Shenzhou-20-missionen i april. Her afløste de mandskabet fra Shenzhou-19-missionen på den kinesiske rumstation.
Dermed har de tre taikonauter været på rumstationen i lidt over seks måneder.
Oprindeligt skulle de være vendt tilbage til Jorden for ni dage siden.
Men efter at være blevet ramt af rumaffald blev Shenzhou-20-fartøjet beskadiget. Der blev observeret "små revner" i et lille vindue, har det kinesiske rumagentur oplyst.
Det betød, at rumkapslen ikke levede op til sikkerhedskrav for en bemandet tilbagevenden til Jorden.
Derfor måtte besætningen gå om bord på en anden rumkapsel, Shenzhou-21, som havde bragt mandskabet på den overtagende mission til rumstationen.
Fredag er mandskabet fra Shenzhou-20-missionen, Chen Dong, Chen Zhongrui og Wang Jie, landet i det nordlige Kina. Det markerer afslutningen på missionen.
De er alle tre ved godt helbred efter en "succesfuld" landing, lyder det fra kinesisk stats-tv ifølge AFP.
På tv-billeder ses to store kinesiske flag blafre i vinden ved fartøjet under en skyfri himmel.
Kinas rumprogram er det tredje, som har sendt mennesker til rummet efter USA og det tidligere Sovjetunionen.
Under præsident Xi Jinping har Kina fremskyndet sine planer for at opfylde sine rumambitioner.
I 2019 landede Kina som det første land en rumsonde på Månens mørke side. To år senere landede landet en lille robot på Mars.
Kinesisk stats-tv har tidligere meddelt, at Shenzhou-20-fartøjet skal blive i rummet for at "udføre relevante forsøg".
Som tillæg til den øvrige forskning ventes det, at mandskabet fra Shenzhou-21-missionen skal på rumvandring og installere værn, som kan beskytte den kinesiske rumstation, Tiangong, mod rumaffald.
Kina har været ekskluderet fra Den Internationale Rumstation (ISS) siden 2011, hvor USA forbød det amerikanske rumagentur, Nasa, at samarbejde med Kina.
/ritzau/AFP
