Taiwans militær øver sig i at forsvare sig mod angreb fra Kina

9. AUG 2022 • 04:28UDLAND

Mens Kina fortsætter sine omfattende militærøvelser nær Taiwan, afholder øens militær selv en øvelse.

Taiwan har tirsdag indledt en militærøvelse, hvor øens styrker skal forsvare sig mod et simuleret angreb fra Kina.

Under artilleriøvelsen, der slutter senere tirsdag, bliver der skudt med skarpt.

Det oplyser Lou Woei-jye, en talsmand for Taiwans hær.

Øvelsen begyndte i regionen Pingtung på den sydlige del af Taiwan. Øen ligger cirka 160 kilometer fra Kinas sydøstlige kyst.

Frygten for en krig med Kina, der anser Taiwan som en del af landet, er øget, efter at Kina i den forgangne uge reagerede kraftigt på, at den amerikanske toppolitiker Nancy Pelosi besøgte Taiwan.

Pelosis besøg fik Kina til at indlede en stor militærøvelse nær Taiwan. Pelosi er formand for Repræsentanternes Hus og nummer tre i USA's politiske hierarki. Besøget var USA's mest prominente i Taiwan i årtier.

Den kinesiske regering meddelte mandag, at de omfattende militærøvelser fortsætter.

De godt 23 millioner indbyggere i Taiwan lever under en konstant trussel om en invasion fra Kina.

Skiftende kinesiske ledere har fastholdt, at på et eller andet tidspunkt skal Taiwan igen under Beijings fulde kontrol. Om nødvendigt med militærmagt.

Tirsdagens øvelse i Taiwan omfatter hundredvis af soldater og omkring 40 langtrækkende kanoner.

Torsdag er der planlagt en tilsvarende øvelse. Talsmand Lou Woei-jye oplyser, at øvelserne var planlagt og ikke er et modsvar på det kinesiske militærs øvelser.

Før tirsdagens øvelse fordømte Taiwans regering det kinesiske styres beslutning om at fortætte de militære øvelser.

- Kinas provokation og aggression har skadet status quo i Taiwanstrædet og øget spændingerne i regionen, lød det i en udtalelse fra udenrigsministeriet i Taipei.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU