Russiske bloggere kræver dødsstraf til ukrainske soldater

18. MAJ 2022 • 03:55UDLAND

En forhandlet overgivelse af Mariupol, har sat flere russiske bloggeres sind i kog, skriver tænketank.

Overgivelsen af den ukrainske havneby Mariupol til den russiske hær har øjensynligt skabt vrede blandt russiske bloggere.

Det skriver den amerikanske tænketank Institut for Krigsstudier (ISW) natten til onsdag.

De sidste ukrainske soldater blev tirsdag evakueret fra Mariupol, hvor de havde barrikaderet sig i stålværket Azovstal. Flere ukrainske soldater blev ifølge nyhedsbureauet Reuters fragtet til en tidligere straffelejr i det østlige Ukraine.

Og behandlingen af de ukrainske soldater var altså ikke hård nok, mener russiske bloggere ifølge tænketanken.

- Visse bloggere kritiserede Donetsks Folkerepublik for at organisere evakueringen og skød skylden på den forhandlende myndighed for at skabe grundlag for ukrainsk martyrdom, skriver tænketanken.

- Adskillige russiske bloggere har også opildnet til, at de ukrainske soldater burde fængsles eller dræbes.

Tænketanken henviser til to forskellige russiske brugere på beskedtjenesten Telegram.

Den ene har godt 21.000 følgere. Den anden har knap 362.000 følgere.

Strelkov Ivanovitj, som har knap 362.000 følgere, skriver blandt andet, at der i Mariupol herskede segregering mellem etniske russere og ukrainere, som ville udrydde det russiske folk.

- Og derfor kan de ikke efterlades i live. Ingen, skriver han i et opslag på Telegram.

Ifølge tænketanken er de russiske bloggere formentlig utilfredse med overgivelsen af Mariupol, fordi de havde regnet med, at den russiske hær ville tilintetgøre de ukrainske soldater.

Den russiske regering har skabt en lind strøm af propaganda, som viste succesfulde angreb mod Azovstal. Men den har ifølge tænketanken ikke nævnt muligheden for, at en evakuering kunne forhandles på plads.

- Nogle russere kan finde det svært at forene sejrsretorikken med en pludselig forhandlet overgivelse af byen, skriver tænketanken.

De sidste soldater kom ud af Mariupol tirsdag. Byen er noget nær tilintetgjort efter voldsomme russiske angreb.

Azovstal var den sidste bastion for det ukrainske forsvar. Her gemte både civile og soldater sig, mens den ukrainske regering forsøgte at forhandle en evakueringsaftale på plads.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

17. APR 2024 • 09:59UDLAND
Ørkenbyen Dubai drukner i regn

SENESTE RITZAU