Støtter fejrer koalitions valgsejr med fyrværkeri i Bagdad

12. NOV 2025 • 21:44UDLAND

Mohammed Shia al-Sudani og hans koalition fik 1,3 millioner stemmer ved irakisk parlamentsvalg.

Iraks premierminister, Mohammed Shia al-Sudani, har sammen med sin koalition vundet det irakiske parlamentsvalg, som blev afholdt tirsdag.

Det meddeler Iraks uafhængige valgkommission ifølge Reuters.

Nyheden har sent onsdag aften fået al-Sudanis støtter til at samles på Tahrir-pladsen i Bagdad, hvor de fejrer valgsejren med fyrværkeri og musik, rapporterer nyhedsbureauet AFP.

I en tv-tale har al-Sudani også erklæret sig selv og sin koalition som vindere.

- Vi lykønsker jer med, at jeres koalition har vundet parlamentsvalget, lød det fra premierministeren henvendt til den irakiske befolkning.

Han kalder valgsejren for en sejr for alle irakere.

Koalitionen fik 1,3 millioner stemmer ved valget.

21 millioner irakere var stemmeberettigede ved parlamentsvalget, og ifølge valgkommissionen deltog flere end 12 millioner i valget.

Dermed nåede valgdeltagelsen op over 55 procent.

- Valgdeltagelsen er et klart bevis på endnu en succes, som også afspejler, at troen på det politiske system er blevet genskabt, sagde al-Sudani i en tv-tale tidligere på dagen onsdag, efter at foreløbige resultater pegede på, at hans koalition ville ende med at vinde valget.

Med valgsejren er vejen banet for Mohammed Shia al-Sudanis anden periode som regeringsleder. Han blev første gang premierminister i oktober 2022.

Under valgkampen har al-Sudani forsøgt at sælge sig selv som en politisk leder, der kan skabe fremgang i Irak efter mange år med ustabilitet.

Al-Sudanis koalition består overvejende af shiamuslimske partier, og selv tilhører han Det Islamiske Dawa-parti.

Ingen partier kan danne regering alene i Irak, og derfor etablerer partierne politiske alliancer på tværs af partiskel.

Ifølge Reuters kan processen med alliancedannelse efter et parlamentsvalg tage flere måneder.

Ved valget skulle der findes 329 medlemmer af parlamentet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT