Præsident Joe Biden vil besøge Texas efter skudmassakre
Efter et skoleskyderi i Uvalde i Texas planlægger præsident Joe Biden et besøg - måske allerede i weekenden.
USA's præsident, Joe Biden, planlægger at besøge Texas efter skolemassakre - måske allerede i den kommende weekend.Det siger en højtstående regeringskilde i Washington til nyhedsbureauet Reuters.
Præsidentens stab i Det Hvide Hus er ved at udarbejde detaljer for et besøg i Uvalde i det sydlige Texas, hedder det.
Få timer efter skyderiet på skolen Robb Elementary School i Uvalde tirsdag krævede USA's præsident på et pressemøde, at våbenlovgivningen i USA bliver strammet.
- Hvor mange børn skal se deres venner dø, som var de midt på en slagmark? Alene det, at en 18-årig kan vade ind i en våbenforretning og købe to militærvåben, er bare rivende galt, sagde præsidenten.
Biden fremhævede, at andre lande ikke kæmper med skoleskyderier i samme omfang, som USA gør.
- Hvorfor? De har også problemer med mentalt helbred. De har interne stridigheder. De har fortabte sjæle. Men det sker ingensteds med samme frekvens, som det gør i USA. Hvorfor?, spurgte Biden, mens han slog ud med armene.
Biden er fast besluttet på, at USA's våbenlovgivning skal revideres, og han sendte en klar besked til de lobbyorganisationer, der kunne tænkes at stikke en kæp i hjulet på forsøget på at stramme reglerne.
Debatten om våbenlovgivning i USA er langtfra ny, men lovgivningen har ikke ændret sig nævneværdigt de seneste mange år.
Derudover er skydevåben - især militærvåben og halvautomatiske pistoler - ifølge AFP billigere og mere tilgængelige end nogensinde.
Allerede som vicepræsident forsøgte Biden sammen med tidligere præsident Barack Obama at gøre våbenloven mere restriktiv.
Det skete især efter et skoleskyderi i byen Newtown i delstaten Connecticut i 2012. Her blev 20 børn og seks voksne dræbt.
I USA er retten til at bære våben forfatningssikret. Især mange republikanske vælgere ser netop den ret som en vigtig del af deres selvforståelse.
/ritzau/Reuters