Pakistans premierminister bekræfter, at Trump har deltaget i opkald med flere lande om krigen i Iran.
Pakistans premierminister, Shehbaz Sharif, håber at kunne være vært for den næste runde fredsforhandlinger mellem Iran og USA meget snart.Det skriver han i et opslag på det sociale medie X.
- Jeg lykønsker præsident Donald Trump med hans ekstraordinære indsats og stræben mod fred samt afholdelsen af et meget brugbart og produktivt opkald tidligere i dag med lederne af Saudi-Arabien, Qatar, Tyrkiet, Egypten, De Forenede Arabiske Emirater (UAE), Jordan og Pakistan, skriver han.
Sharif skriver videre, at Pakistans hærchef, Asim Munir, repræsenterede Pakistan i samtalerne.
- Drøftelserne gav god mulighed for at udveksle synspunkter om den aktuelle regionale situation, og hvordan man kan fremme de igangværende bestræbelser mod at skabe varig fred i regionen, skriver Sharif.
Sharif har været mægler i krigen mellem de to lande og var vært, da repræsentanter fløj til Islamabad 11. april for at deltage i fredsforhandlinger.
Det endte med, at USA's vicepræsident, J.D. Vance, forlod landet uden en aftale.
/ritzau/