Netanyahu: Israel vil have fred men kæmper for sit liv

27. SEP 2024 • 16:57UDLAND

Netanyahu siger til klapsalver i FN's Generalforsamling, at Israel "vinder". Imens udvandrer nogle delegerede.

Israel ønsker fred, men kæmper mod "barbariske fjender", som ønsker at tilintetgøre landet.

Det siger landets premierminister, Benjamin Netanyahu, under en tale til FN's Generalforsamling fredag.

- Mit land er i krig og kæmper for sit liv, siger han.

- Vi må forsvare os mod disse barbariske mordere. Vores fjender ønsker ikke blot at ødelægge os, men også at ødelægge vores fælles civilisation og sende os alle tilbage til en mørk tidsalder med tyranni og rædsel.

Talen kommer på et tidspunkt med stort fokus på situationen i Gaza, men også især Libanon.

I Libanon har Israel intensiveret sine luftangreb mod den militante bevægelse Hizbollah kraftigt. Israel har også truet med en invasion på landjorden.

Netanyahu langer i sin tale ud efter ærkefjenden Iran og siger, at Israel kæmper mod Iran på syv fronter. Og så kommer han med en trussel.

- Der er intet sted i Iran, som Israel ikke kan nå. Og det gælder for hele Mellemøsten. Israelske soldater har kæmpet imod med utrolig tapperhed og er meget langt fra at være slagtelam, siger Netanyahu til klapsalver, mens nogle delegerede - heriblandt iranerne - udvandrer.

- Jeg har endnu en besked til denne forsamling og verden uden for denne sal: Vi vinder.

Mens der er globale opfordringer om en våbenhvile i Libanon, siger Netanyahu om situationen ved Israels grænse nordpå:

- Vi stopper ikke, før vores borgere kan vende sikkert hjem. Vi vil ikke acceptere en terrorhær, der har slået sig ned på vores nordlige grænse.

Israel vil fortsætte med forhandlingerne om en våbenhvile i de kommende dage, lød det tidligere fredag fra Netanyahu.

Imens advarede den amerikanske regering om, at yderligere optrapning vil gøre det sværere for civile på begge sider af konflikten at vende hjem.

Siden 8. oktober har der været næsten daglige angreb over grænsen mellem Libanon og Israel, uden at det er eskaleret til egentlig krig.

Sidste uge kom der dog en markant optrapning i situationen med eksplosioner i kommunikationsudstyr i Libanon samt stærkt intensiverede luftangreb.

Over 700 har mistet livet i israelske luftangreb siden mandag, oplyser Libanons udenrigsministerium, mens 118.000 mennesker er slået på flugt ifølge FN.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT