Nato-chef garanterer støtte til Ukraine til den bitre ende

29. JUN 2022 • 15:21UDLAND

De allierede gav løfter om yderligere støtte - militær og finansiel - til Ukraine på topmøde onsdag.

Krigen i Ukraine kan blive langvarig, vurderer Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg. Han lover samtidig, at forsvarsalliancens medlemmer ikke kommer til at trække støtten, skulle det ske.

- Ukraine kan regne med os, så længe det varer, siger Jens Stoltenberg på et pressemøde efter et møde med alliancens stats- og regeringschefer i Madrid onsdag.

Det var også beskeden til Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, som deltog i mødet via et videolink.

Konkret blev der ifølge generalsekretæren givet løfter fra flere allierede om støtte. Der blev ifølge Stoltenberg sendt en "stærk besked om støtte" til Zelenskyj og Ukraine.

- Tyskland vil levere mere. Norge og andre lande annoncerede ekstra militær støtte til Ukraine. Det gjorde Holland også - med ekstra våben, siger han.

Da Rusland invaderede Ukraine i slutningen af februar, angreb russerne fra mange steder og sendte blandt andet styrker direkte mod hovedstaden Kyiv.

Nu foregår krigen hovedsageligt i de østukrainske regioner Luhansk og Donetsk, hvor stillingerne er mere låste.

- De allierede er klar til et langt og sejt træk. Krig er uforudsigelig. Men vi er klar til, at det kan trække ud, siger Stoltenberg.

Generalsekretæren understregede desuden, at Ukraine ud over kampen for overlevelse og uafhængighed også kæmper for værdier, som Nato deler.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU