Nancy Pelosi til Joe Biden: Du kan ikke slå Donald Trump

18. JUL 2024 • 05:55UDLAND

Den indflydelsesrige demokrat Nancy Pelosi har ifølge CNN advaret Biden om hans chancer for at blive genvalgt.

Den indflydelsesrige demokratiske politiker Nancy Pelosi har i en nylig samtale med partifællen Joe Biden, USA's præsident, sået tvivl om, hvorvidt han kan vinde valget 5. november.

Det fortæller fire kilder med viden om samtalen til mediet CNN.

Pelosi, der er medlem af Repræsentanternes Hus, har specifikt henvist til meningsmålinger, der viser, at Biden ikke kan slå den republikanske ekspræsident Donald Trump.

Hun fortalte desuden Biden, at han ved at stille op til genvalg risikerer at ødelægge Demokraternes chance for at opnå flertal i Repræsentanternes Hus.

Som det er nu, har Republikanerne et snævert flertal i Repræsentanternes Hus.

CNN skriver, at Biden reagerede defensivt på Pelosis analyse med henvisning til, at præsidenten rent faktisk har set meningsmålinger, der indikerer, at han kan slå Trump.

Talsperson for Det Hvide Hus Andrew Bates afviser over for CNN at kommentere oplysningerne.

- Præsident Biden er partiets kandidat. Han har planer om at vinde, lyder det ifølge CNN.

Pelosi, der er valgt i delstaten Californien, har i to omgange været formand for Repræsentanternes Hus - senest mellem 2019 og 2023.

En talsperson for Pelosi oplyser til CNN, at hun siden fredag har været i Californien, og at hun ikke har talt med Biden i mellemtiden.

Står CNN's beretning til troende, er Pelosi én blandt flere demokrater, der ser med kritiske briller på Bidens chancer for at opnå genvalg.

Tidligere natten til torsdag dansk tid skrev mediet ABC News, at den demokratiske flertalsleder i Senatet, Chuck Schumer, har opfordret Biden til at droppe sin valgkampagne.

Schumer har i en udtalelse fra sit kontor kaldt beretningen for "tom spekulation".

Ifølge de kilder, CNN citerer, er det uvist, om Pelosi er kommet med en lignende opfordring.

I alt har cirka 20 demokratiske medlemmer af Kongressen opfordret Biden til at indstille sin valgkamp.

Trump er per 18. juli to procentpoint foran Biden i meningsmålingerne ifølge et vægtet gennemsnit foretaget af analyseinstituttet FiveThirtyEight.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT