Militante oprørere erobrer endnu en stor by i DR Congo

15. FEB 2025 • 03:05UDLAND

M23-oprørere erobrede i januar den største by i det østlige DR Congo. Nu er også den næststørste indtaget.

Den militante gruppe M23, der er støttet af Rwanda, fortsætter sit fremtog i Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo).

Fredag har væbnede oprørere fra gruppen således indtaget Bukavu, der er den næststørste by i den østlige del af landet.

Det siger en af oprørslederne fredag til nyhedsbureauet Reuters.

- Jeg kan bekræfte, at vi er gået ind i Bukavu her til aften, og i morgen fortsætter vi missionen for at få ryddet op her i byen, siger Corneille Nangaa, der er leder af Congo River Alliance, der inkluderer gruppen M23.

Lidt tidligere fredag sagde den congolesiske hær, at oprørere fra M23 havde overtaget kontrollen over Kavumu-lufthavnen lidt nord for Bukavu.

Ifølge nyhedsbureauet AFP var soldater fra Rwanda også med til at indtage byen sammen med M23. Parterne mødte stort set ingen modstand i forsøget.

DR Congos præsident, Felix Tshisekedi, har fordømt handlingerne og omtalt det som et forsøg fra Rwanda på at få adgang til den mineralrige region. Præsidenten kalder det "ekspansionistiske ambitioner".

Tshisekedi har været til stede på den igangværende sikkerhedskonference i sydtyske München. Her langede han også kraftigt ud efter Rwanda.

- Vi vil ikke længere stå model til, at vores strategiske ressourcer bliver plyndret til gavn for udenlandske interesser, samtidig med at dem, der tjener på det, medskyldigt kigger på, siger præsidenten.

Bukavu er hovedstaden i provinsen Syd-Kivu.

I slutningen af januar erobrede oprørerne også byen Goma, der er hovedstad i provinsen Nord-Kivu og den største by i det østlige DR Congo.

Det østlige DR Congo har været ramt af interne konflikter gennem 30 år. De voldelige sammenstød er ofte sket i og omkring Goma.

Den nuværende konflikt tog til i marts 2022, hvor en våbenhvile mellem M23 og den congolesiske hær blev brudt.

Den seneste tid er konflikten blusset yderligere op, og det fik fredag blandt andet afrikanske ledere til at holde et krisemøde. I weekenden bliver det fulgt op på et topmøde for ledere i Den Afrikanske Union.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT